Tænk hvis taknemlighed fyldte mere i vores liv…

Gør jagten på ægte lykke os i virkeligheden ulykkelige?

Det spørgsmål fyldte meget i mine tanker i sidste uge, og det har siden fået mig til at tænke på en smuk historie, som jeg delte med jer for 2½ år siden her på bloggen. Den må I altså have én gang til…

”En dag, tog faderen fra en meget rig familie, sin søn med på en tur ud på landet, med det bestemte formål, at vise ham, hvordan fattige folk lever.

De brugte et par dage og nætter på en farm, som blev opfattet som tilhørende en meget fattig familie.

Da de kom tilbage fra turen, spurgte faderen sin søn: “Hvordan var turen”? 

“Den var god, Far”, svarede sønnen.

Faderen spurgte så sin søn: ”Så du hvordan de fattige folk levede?”

Åh ja, svarede sønnen.  

Så, fortæl mig hvad du lærte af turen, sagde faderen.

Sønnen svarede: “Jeg ved, at vi har en hund og de havde fire. Vi har en pool, som rækker til midten af vores have og de har en bæk uden ende. Vi har importerede lygter i vores have og de har stjernerne om natten. Vores indre gård rækker til den ydre gård, de har hele horisonten. Vi har et smalt stykke land at leve på, de har marker der går langt ud over vores synsfelt. Vi har tjenere til at servere for os, de tjener andre. Vi køber vores mad, de dyrker deres egen. Vi har mure omkring os, for at beskytte vores ejendom, de har venner til at beskytte sig.

Drengens far var mundlam.

Så tilføjede drengen: ”Tak far fordi du viste mig, hvor fattige vi er”.

SMUKT ik? Jeg har været inde på det før … tanker skaber følelser og følelser ER hormoner. At være i stand til, eller beslutte sig for at øve sig på, at skifte perspektiv – DET er en fantastisk ting – ikke kun for vores sindstilstand og evne til at være lykkelige, men også for vores krops balance.

Tænk engang hvor meget der kunne ske – med små midler – hvis vi alle var i stand til at sige tak for alt, hvad vi ejer, i stedet for at bekymre os over, hvad vi mangler?

En anderledes form for oprydning og rengøring i sjælens tempel

En anderledes form for oprydning og rengøring det er, hvad jeg vil kalde weekendens leverskylning. De få som har reageret på indlægget har været klar til at høre detaljer og se billeder, og detaljer kan jeg sagtens klare, men jeg må skuffe jer i forhold til at se billeder af galdesten.

Hele søndagen og faktisk også mandag formiddag har jeg kigget længe og spændt efter galdesten, som efter sigende skulle fylde oven på vandet efter et toiletbesøg, men jeg har kigget forgæves! Søndag morgen havde jeg helt klart en fornemmelse af, at der kom galdesten ud, men jeg kunne ikke få øje på dem pga. slagger, som også kom med ud (og det skulle I altså ikke se billeder af!!!).

Jeg havde heldigvis min livslinje Marianne Elholm i baghånden, så søndag middag fik jeg fat i hende og måtte spørge, om det kunne være rigtigt, at der ikke kom flere sten ud. Og det kunne det sagtens! Det er ikke alle, som slipper mange sten i første omgang, og det kan både skyldes slagger som skal ud, men det kan også skyldes psyken og evnen til at give slip – med andre ord lidt for meget kontrol … åhh jo, det kunne godt være mig!!!

Jeg ser det jo også på mine klienter, når de prøver NADA for første gang. Her er der flere, som ikke oplever den dybe  effekt af nålene, fordi de ikke helt ved, hvad der skal ske og har svært ved at slappe helt af, men gangen efter er det noget helt andet. Og sådan kan det også sagtens forholde sig med leverskylningerne, så jeg må vente i spænding til næste gang.

Hvordan har det så været helt praktisk at gennemføre sådan en skylning og hvad skal der egentlig til?

Jo det har egentlig været ok! I ugen op til leverskylningen har jeg dagligt drukket en liter vand med æblesyre for at blødgøre galdestenene og holdt mig fra proteinholdig og stegt mad.

Lørdag hvor selve leverskylningen skulle foregå fik vi et let måltid bestående af havregryn kogt på vand og med frisk frugt. Lørdag middag stod den på dampede grøntsager og lidt ris og så var det ellers kun rent vand for resten.

Lørdag aften kl. 18.00 gik det så løs. Vi skulle drikke 2 dl vand med epsonsalt (til at udvide galdegangene). Det gentog sig igen kl. 20.00, og kl. 22.00 skulle vi drikke en blanding af olivenolie og saft fra grapefrugt og så skulle vi gå direkte i seng. Næste morgen kl. 06.00 og igen kl. 08.00 skulle vi igen drikke 2 dl vand med epsonsalt og så gik det hele ellers i gang.

Fra kl. 08.00 og frem til middag var toilettet godt besøgt. Vi havde begge vandholdig afføring og lad mig bare sige, at her mandag middag i skrivende stund har maven stadig ikke helt stabiliseret sig (smart når man skal køre til Jylland til møde senere i dag!!!).

Hvordan var det så fysisk og følelsesmæssigt at gennemføre leverskylningen?

Egentlig har det jo lidt med ens forventninger at gøre, og jeg var sikker på, at jeg havde skruet mine forventninger helt ned … jooo det troede jeg rent faktisk, indtil det gik op for mig, at jeg alligevel havde haft forventninger til forløbet. Udover at se sten i toilettet, så havde jeg en forestilling om, at jeg kunne gå i haven lørdag og hygge mig indtil aften, hvor selve leverskylningen skulle foregå, men jeg (ja det galt faktisk for os begge) blev ramt af en voldsom træthed.

Lørdag middag kørte vi til stranden og sov på skift og da vi kom hjem orkede vi ikke andet end at ligge på sofa… og det er jo egentlig dejligt nok at slappe totalt af – det var bare ikke det, jeg havde forventet, så det var lidt svært at forene sig med.

Til aften efter vi havde drukket vandet med epsonsalt begyndte jeg at få hovedpine – sikkert pga. affaldsstoffer som var begyndt at frigive sig og måske også pga. mangel på mad – altså lavt blodsukker. Sidst på aftenen begyndte jeg også at døje med en let kvalme. Begge dele fortog sig dog i løbet af natten, hvor jeg sov ganske tungt.

Er du så afskrækket for at prøve igen?

Bestemt ikke! Vi har allerede aftalt, at vi tager turen igen om en god måneds tid.

Har du selv lyst til at læse mere, kan du gøre det i bogen: ”Elsk din lever og lev længere” af Andreas Morits.

ELSK DIN LEVER OG LEV LÆNGERE – det skal da prøves!

Der er en helt særlig bog, som har stået på min bogreol i snart et år og ventet på, at jeg skulle blive klar til at læse den.

Bogen hedder ”Elsk din lever og lev længere” og er skrevet af Andreas Morits.

Marianne Elholm fra Sundhedshuset i Maribo har gennem det sidste år arbejdet med bogen og bogens metode til at rense lever og galdeblære for galdesten – både på egen krop og sammen med klienter, som har opsøgt hende for at få tarmskylninger, som Andreas Morits anbefaler til at afslutte selve rensningen med. Jeg har med store ører og forundring (og til tider sikkert også åben mund uden jeg har opdaget det) fulgt med på sidelinjen.

Marianne Elholm har gang på gang fortalt om både store og små galdesten, som ved hjælp af bogens anvisninger og metode er kommet ud på helt smertefri vis.

Personligt er det ikke frygt for et galdestensanfald, som har motiveret mig til at kaste mig ud i en leverskylning. Det er i stedet et ønske om eller måske rettere et håb om at forbedre min fordøjelse og min evne til at afgifte mig selv, så jeg kan også kan aflaste mit lymfesystem. Ufordøjet mad pga. en dårlig fordøjelse ender altid med at forurene kroppen. Man kan gøre en masse med kost, kosttilskud, urter og homøopati, men spørgsmålet er, om det kan slå en leverskylning.

Ifølge Andreas Morits er det ”at rense leveren og galdeblæren noget af det vigtigste, man kan gøre for sit helbred”, og med alle mine tidligere slankekure, ædeflip, yoyovægt osv. så har jeg en fornemmelse af, at der sagtens kan være gamle sager i systemet, som det er på tide at skille sig af med.

Siden mandag har jeg levet på aflastningskost og undgået mad og drikkevarer som har været kolde eller frosne, fødevarer af animalsk oprindelse, mejeriprodukter og stegt mad (på bedst muligvis for helt konsekvente har vi ikke været og det har krævet sin forberedelse.

I morgen aften kaster manden og jeg os ud i selve leverskylningen (joo han er sgu gået med på udfordringen og helt af egen vilje). Søndag er det hele overstået … eller næsten overstået … for jeg har jeg bestilt en tid til MIN FØRSTE tarmskylning på torsdag (og tro mig – det er en kæmpe grænse, som jeg kommer til at overskride her).

Men altså mandag kan du læse sidste nyt fra leverskylningen her på bloggen – er du til billeder af galdesten eller vil du helst være foruden?

OBS: Jeg vil lige gøre det klart, at bogen ”Elsk din lever og lev længere” forholder sig kritisk til konventionel medicin og sundhedsvæsenets evne til at takle og løse kroniske sygdomme og livsstilssygdomme med, så denne bog og metode er kun spændende, hvis man tror på, at vi kan genskabe kroppens egen evne til at helbrede sig selv.

Cremet banan dessert/eftermiddagshygge til weekenden

Inspireret af denne mælkefri koldskål fik jeg i weekenden fremtryllet en lækker og cremet banansmoothie.

Der blev lige nøjagtig til fire personer ud af ganske få ingredienser og det elsker jeg. En lækker ting/snack som ikke tager alt for lang tid og kræver alt for mange specielle ingredienser. Det er nemt at overskue.

Ingredienser:

• 1 dåse økologisk kokosmælk
• 2 bananer
• 1 stang vanilje
• 1 citron (saften herfra)
• Evt. lidt frisk pynt til glasset

Sådan:

Kom bananer, kokosmælk, ren vanilje og citronsaften op i en blender og blend det hele til du har en god og cremet konsistens. Hæld banancremen op i fire glas og pynt evt. med lidt friske bær.

Jeg tænker, at man også sagtens kunne komme lidt husblas i og lade den stå i køleskabet et par timer, så den blev mere fromage-agtig. Uhmmm…

Gør jagten på ægte lykke os i virkeligheden ulykkelige?

Sådan lød overskriften (næsten) på en Top Content fra Linked-In Today, som røg ind i min indbakke for et par uger siden. Det var en af de mails, som jeg kort kiggede på og skulle lige til at slette, men noget stoppede mig, for var/er der ikke en kæmpe portion sandhed i lige præcis denne pointe?

Man siger, at græsset er grønnere på den anden side. Er det ikke netop denne tanke, denne overbevisning, som konstant får os til at stræbe efter mere i stedet for at nyde det liv vi har? Og hvad nu, hvis de personer som har opfundet denne ”sandhed” rent faktisk tager fejl?

Okay jeg stiller mange spørgsmål i dag, og det gør jeg for, jeg ikke har et endeligt svar, men jeg har tænkt over spørgsmålet flere omgange og det var været utrolig interessant og tankevækkende.

Hvad er det egentlig, der kan få os til at kæmpe, bide tænderne sammen eller give efter for et chokoladeorgie?

Er det ikke lige netop følelsen af, at det hele er noget lort? At det hele er for hårdt, for uretfærdigt, for svært, for ulideligt osv.? Er det ikke netop en længsel efter noget bedre, mere retfærdigt, mere lystbetonet, mere frihedspræget osv.?

Hvis ja (for jeg kan bestemt godt genkende mig selv i disse tanker) hvad er et chokoladeorgie så i virkeligheden?

Måske en flugt fra virkeligheden, en flugt fra livet, en flugt fra at mærke, at vi ikke har den lykke, som vi hele tiden
hører om, stræber efter, kæmper for?

Er der i virkeligheden en grund til at tro, at vores søgen og stræben efter lykke ender med at gøre os mere ulykkelige? Måske fordi vi glemmer at være i nuet? Glemmer at være taknemlig for alt det gode i stedet for at stræbe efter mere?

I en række nye undersøgelser ledet af psykologen Iris Mauss, viste det sig, at jo mere deltagerne fokuserede på lykke, på det perfekte job, den perfekte familie osv. jo mindre lykkelige blev de og de mest ulykkelige var dem, som stræbte
efter den intense lykke.

Når vi skal beskrive lykke, vælger de fleste af os at fokusere på stærke positive følelser som glæde, entusiasme og begejstring. Desværre viser forskning, at dette fokus ikke er den bedste vej til lykke. Forskning ledet af psykologen Ed Diener afslører, at lykken er drevet af frekvensen, ikke intensiteten af positive følelser.

Når vi bruger intense positive følelser, som målestok, evaluerer vi vores liv og erfaringer mod en højere standard, hvilket gør det nemmere at blive skuffet. Vi bliver med andre ord mindre taknemlige for de ”almindelige” ting også kaldet ”de små ting i livet” – dem som rigtig mange sætter pris på, når først de har været ude for alvorlig sygdom.

Hvis vi inderligt ønsker at mærke lykke, skal vi så ikke blive bedre til at trække vores forventninger ”hjem” til os selv? Beslutte os for at være taknemlige for de små ting i livet, som et morgenkram fra vores dejlige unger, et morgenkys, en smuk solopgang, duften af rapsen på markerne, lyden af bølgerne på stranden osv.

Det var bare nogle af mine tanker, men jeg vil elske at høre, hvad du tænker om alt dette her?