Vejen til naturlig sundhed?
For et par uger siden spurgte min kollega mig, om jeg ville låne hendes DVD ”Vejen til naturlig Sundhed” af kostvejleder Lene Hansson. Det ville jeg rigtig gerne. Jeg er jo nysgerrig anlagt og har det sådan, at der altid er et eller andet nyt at lære.
Lene Hansson arbejder med et spændende syre-base princip, hvor hun tager udgangspunkt i at afbalancere forholdet mellem syre og base i maden, som har en afgørende betydning for vores helbred og vægt. De fleste mennesker lever i dag et liv, hvor de spiser for meget syredannede kost – kaffe og stress er nogle af de største årsager til, at syreindholdet i vores krop er stort.
Frugt og grøntsager er fantastiske kilder til base og af samme årsag anbefaler Lene Hansson på DVD’en, at vi bør spise frugt til morgenmad med lidt nødder og kerner på. Bliver vi sultne i løbet af formiddagen skal vi holde os til frugt. Det skal vi spise frem til kl. 12.00.
Jeg ved jo godt, at min krop ikke tåler så store mængder frugt på grund af frugtsukkeret og påvirkningen af blodsukkeret, men jeg blev alligevel fristet til at prøve hendes metode og i morgen fortæller jeg dig, hvordan det gik…
Tilbage