Jeg kæmper mine egne kampe
Sådan lød overskriften på en artikel med Chris Macdonald, som jeg fandt i gratis magasinet LIME nede i Netto. ”Hvor er det dog befriende og dejlig ærligt at læse”, tænkte jeg, da jeg læste overskriften.
Hvor er det skønt at se et menneske med så stor betydning for hele Danmarks sundhed, stå frem og fortælle, at livet ikke er et glansbillede til trods for den arbejdsmæssige succes, som han gennemlever lige nu. Der er stadig kampe, som skal kæmpes eller måske rettere udfordringer, som skal gennemleves. Jeg er meget enig med Chris Macdonald, for det samme gælder, når det handler om at skabe et varigt vægttab.
Mange mennesker trøstespiser, når livet bliver for svært eller gør for ondt, og det er netop denne vane, som kan være så svær at bryde ud af. Derfor er det vigtigt, at vi kigger indad og kigger på os selv og vores mønstre. Det er vigtigt, at vi arbejder med at tilegne os nye og brugbare værktøjer, som kan støtte os i ikke at falde tilbage i de gamle mønstre, når livet udfordrer os.
Det handler om at være ærlig og realistisk. Det nytter ikke noget, at vi bilder os selv ind, at alt ordner sig, så snart drømmevægten er nået og at alle udfordringer forsvinder som dug fra solen, for det gør de ikke! Det er ikke et spørgsmål om at nå til et punkt i livet, hvor alt er rosenrødt, men derimod et spørgsmål om at arbejde med sig selv og tilegne sig en masse gode og brugbare værktøjer og vaner, som kan støtte en, når livet viser sig fra en mindre pæn side.
Hvad mener du?
Tilbage