Hvorfor jeg stoppede med at drikke Pepsi Max
Jeg husker ikke præcis, hvorfor jeg begyndte at drikke Cola light og Pepsi max, men det har uden tvivl hængt sammen med, at jeg var bange for at blive endnu større og at jeg også gerne ville tabe mig (jeg var ikke ligefrem lille, som du nok kan se på billedet). Det betød dog ikke, at jeg til at begynde med drak cola hver dag.
Mit indtag af cola steg først for alvor, da jeg rejste til England og skulle være Au pair.
Vandet i England smagte utrolig grimt. Jeg kom fra Danmark, hvor jeg kunne drikke vand fra vandhanen, men da jeg kom til England kunne jeg dårlig nok børste tænder med vandet, fordi det smagte så meget af klor.
Til at begynde med drak jeg vand fra plastikflasker – sikkert fyldt med en masse ”skønne” hormonforstyrrende stoffer! Men langsomt begyndte jeg at drikke mere og mere cola uden at tænke over, at jeg blev afhængig af det. Det gik først op for mig, da jeg vågnede en nat og helt seriøst overvejede, om jeg skulle tage tøj på og gå ned til Seven-Elleven for at købe cola.
Jeg gjorde det ikke! I stedet tog jeg en beslutning – mest i chok over mig selv og min adfærd – om at jeg måtte stoppe med at drikke cola i stedet for vand!
Tilbage