Afhængighed, misbrug eller ren nysgerrighed og fascination
I fredages valgte en læser at forlade bloggen, fordi hun så mig som en person, hvis misbrug råbte langt ud over skærmen.
Jeg tror på, at vi alle er afhængige eller misbrugere i en eller anden grad. Vi hengiver os livet igennem til tilbagevendende aktiviteter, som eksempelvis overforbrug af sukker, overspisning, overarbejde, overbekymring, overbesættelse af en bestemt madkultur eller slankekur i et forsøg på at styre vores følelser. Desværre sker det, at aktiviteterne efter nogen tid begynder at styre os, og så er vores afhængighed skabt.
Mange er dog ikke bevidste om deres afhængighed, og opdager det først den dag, hvor de sneer inde og lageret af kaffe og søde sager er sluppet op eller netværket til computer og mobil ikke længere virker – her mærker man først for alvor sin afhængighed helt nede i kroppen.
I sidste ende handler misbrug og afhængighed om, at vi kæmper. Vi lever alle med en eller anden historie i både hoved og krop, som vi kæmper for ikke at mærke. En historie som fortæller os, at vi må ændre på noget, gøre noget anderledes, eller blive endnu bedre til noget, end vi er lige nu.
Men hvorfor – når vi alle indeholder noget unikt og smukt?
Fordi vi har glemt det! Vi har glemt at lytte til os selv, glemt at stole på, at vi er smukke, unikke, gode nok og elskværdige – præcis som vi er. Af samme årsag tyer vi, i et forsøg på at glemme vores utilstrækkelighed, til vores afhængighedsmønstre.
Årsagen til at jeg ikke kun blogger om ét bestemt kostprincip eller én bestemt måde at tabe sig på er, at jeg – i min krop – forbinder det med at kæmpe og kontrollere. For mig bliver det nemt restriktioner, forbud og besvær, når der kun er én bestemt måde, hvorpå jeg SKAL leve for at holde mig sund og slank (det skyldes uden tvivl min historie og alle de stramme slankekure, som jeg fulgt gennem mit liv). Jeg har for flere år valgt at droppe kampen, og i stedet fokusere på leg og eksperiment (af samme årsag hedder bloggen Sund for Sjov). Jeg har valgt at være detektiv og med nysgerrighed og undren studere, hvordan min krop og psyke reagerer på forskellige fødevarer, menneskelige udfordringer mm.. Derfor eksperimenter jeg gerne med forskellige fødevarer og kosttilskud i det daglige og her på bloggen, og det bliver jeg ved med.
Små skridt skaber også store forandringer. Det vigtigste for mig er at turde slippe kampen og overgive sig til et liv fyld med glæde – i sit helt eget tempo. Det er sundhed for mig og lige præcis det, jeg vælger.
Tilbage