Gør DET der virker for DIG!
Så skete det igen. Mit ellers så fint planlagte motionsprogram røg af fløjten! P… (ja det sker stadig, at jeg sætter urealistiske mål for mig selv)! Som du måske husker, var mit mål, at jeg ville løbe 3 gange om ugen, og efter 2½ måned være i stand til at løbe 5 km i et stræk.
De første 2 uger gik lige efter planen. Jeg skrev motionsdagbog, noterede hvornår på dagen mine ben var lettest, hvornår der var mest energi, hvilken mad jeg spiste, hvad tid jeg var gået i seng aftenen forinden osv. Det var faktisk et helt detektivarbejde og rigtig spændende at få så godt et indblik ind i sin krop og fysik 🙂
Den 3 uge fik jeg booket for meget arbejde ind i min kalender, og arbejdet endte med at ”vinde” over motionen. Når der gik mere end to dage mellem hver løbetur, kunne det uden tvivl mærkes i både ben og energiniveau – det var lidt som at starte forfra og ikke godt for motivationen. 4 uge gik det helt skævt. En aften besluttede jeg, at det ikke skulle slå mig ud og at jeg bare ville stå op kl. 5.30 og tage min løbetur. Det gjorde jeg også, men måtte opgive efter fem minutter, da det ikke var forsvarligt at løbe på en kulsort jordvej med en lommelygte og en hund!
Som jeg skrev tidligere, så er det vigtigt, at de mål vi sætter os er realistiske, ellers ender vores gode intentioner med at forblive dagdrømme, som vi aldrig får ført helt ud i livet. Derfor er det vigtigt, at vi mærker godt efter i forhold til, hvad der er realistisk i vores liv, og ikke mindst om vi vil være i stand til at fastholde målet med den hverdag, vi har. Og så er det vigtigt, vi husker; at selv perfekte planer kræver små justeringer hen af vejen. Hellere justere målet end at smide håndklædet i ringen og gøre ingenting.
Mit mål er hermed justeret! Nu hopper jeg på min Gazelle skimaskine 20-30 minutter dagl. – enten morgen eller aften alt efter hvad der passer ind i min dagligdag.
Hvad med dig – Justerer du dine mål, så de passer til din hverdag, eller giver kaster du håndklædet i ringen og fylder dig med selvkritik?
Tilbage
Pingback Übermensch