Himmelsk (og helt mælkefri) Jordbær-is
Føtex er ikke et af det steder, hvor jeg handler mest, men lørdag kom vi et smut forbi og til min store glæde så jeg, at Alpro nu producerer sojayoghurt på karton (i varianterne naturel, blåbær og vanilje). Jeg havde en uge forinden fået en lækker opskrift på yoghurtis med hyld, men da hverken mine børn eller jeg tåler mælk særlig godt, så fik jeg lyst til at prøve opskriften med sojayoghurt.
Til 3 voksne og 2 børn har jeg brugt følgende:
- 400 g frosne jordbær
- 0,5 dl hyldeblomstsaft
- 300-400 g sojayoghurt – naturel
- 1 stang vanilje
- 2 spsk. agavesirup
Til den origaninale opskrift foreslås det, at man tilsætter lidt revet limeskal og frisk mynte. Det havde jeg ikke og var også fint tilfreds uden, da jeg gerne ville holde isen mild og jordbæragtig i smagen. Nå men alle ingredienserne blendes til en cremet masse og serveres straks i små skåle. Og jeg skal da lige love for, at det var et hit! Vores yngste på 5 år kiggede op på mig med store øjne og sagde; “nøjj det smager godt”. Og det må jeg nu give hende ret i. Det er ikke i alle retter, jeg er vild med smagen af sojayoghurt, men i denne is kan det faktisk ikke smages. Så den kan jeg VARMT anfebale.
Tilbage