Hvis fedt ikke er synderen, hvad er så?
Som jeg skrev i mandages, har vi gennem de sidste 30 år forsøgt at forbedre vores kost og helbred ved at fjerne fedt fra kosten. Ulempen ved at fjerne fedtet er, at fedtmangel skaber sultfølelse. Så for at dæmpe følelsen af sult tilsættes rigtig mange fedtfattige vare og diæter stivelse i form af hvedestivelse, majsstivelse, kartoffelstivelse og kulhydrater som ris, pasta, kartofler m.fl.
Prøv engang at læse varedeklarationen på en fedtfattig yoghurt, næste gang du handler. Det kan godt være, at fedtindholdet er lavt, men til gengæld får du masser af hvedestivelse, kartoffelstivelse og/eller majsstivelse. I nogle tilfælde er du også ”heldig” (det var meget ironisk ment!) at få sødestoffer som aspartam med i købet. Tjek dine mørke boller, som du måske fristes til at tro er sunde, netop fordi de er mørke og tilsat fibre. Men læser du varedeklarationen vil du se, at brødet i mange tilfælde får sin mørke farve fra maltosesirup (med andre ord sukker).
Set i forhold til sundhed og vægttab er det vigtigt at vide, at stivelse og simple kulhydrater nedbrydes hurtigt i tarmsystemet. Disse typer af fødevarer får blodsukkeret til at stige voldsomt – herved frigives mere insulin og vores sult og sukkertrang øges.
Faktisk er det ret nemt at falde for fristelsen til at spise flere simple kulhydrater og stivelse. Måske har du – som jeg – været på en slankekur, hvor du kun måtte få 30 g brød til et måltid. Jeg var ikke ret længe om at finde ud af, at hvis jeg valgte en lysere og lettere udgave af brød, knækbrød eller grovtoast, så kunne jeg få et større stykke brød. Jeg blev mæt lige nu og her, men de ”hurtige kulhydrater” gjorde desværre også det, at følelsen af mæthed ikke varede ret længe og snart stod jeg med hovedet ude i køkkenskab og diskuterede med mig selv, om jeg ikke bare liiige skulle spise én… bare en … lille bitte salt fisk (og det var ikke dem, der svømmer i havet!).
Min pointe er, at det kan godt være at fedt indeholder store mængder af energi (kalorier), men det er vigtigt, at vi er klar over, at en kalorie ikke ”bare” kalorie, fordi kalorier omdannes forskelligt af stofskiftet. Vi kan let fristes til at tro, at vi kan spise mere mad ved at spise fedtfattigt, men vi ender ofte med at spænde ben for os selv, fordi vi hurtigere bliver sulten og sukkertrængende!
Tilbage