Derfor er fællesskabet vigtigt, når du vil tabe dig
Nu lyder startskuddet til Tab & Trim snart – som på grund af den store tilslutning, ender med at blive udvidet til to hold (der er få pladser tilbage på Hold 2, skal en af dem være dine, kan du læse mere her). Og det får mig til at sætte fokus på fællesskabets betydning for et succesfuldt vægttab.
Vi har alle et grundlæggende behov for at føle sig accepteret og ”passe ind”. Af samme grund har både familie, venner og kollegaer en stor indflydelse på vores vægt. Når det handler om mad og madvaner, har vi nemlig en tendens til at spise mere i selskab med andre – også mere af det usunde – selvom det er stik imod vores inderste ønsker og drømme. Helt instinktivt og ofte uden vi bemærker det, tilpasser vi os den adfærd, som vores familie og venner har. Og som om det ikke var nok, så har de mennesker, vi omgås en tendens til at lokke os til at være som dem. Sådan er vi som mennesker. Og lige netop derfor, er det vigtigt, at vi er sammen med nogle mennesker, som lokker os til at foretage sundere valg!
De fleste er bange for forandringer, især når det gælder livsstil og tætte relationer. Det gælder især dem, som er tætte på os og som føler ægte omsorg og kærlighed. De bliver inderligt bange, når vi begynder at lave om på os selv. Måske frygter vores mand, at vi aldrig kommer til at ligge sammen på sofaen igen og hygge med en god film og filmguf. Måske føler vores mor eller svigermor, at vi ikke holder af hende, når vi siger nej til hendes hjemmebag osv. Det rører ved rigtig mange følelser, når vi begynder at ændre adfærd. Nogle i vores omgangskreds vil sågar forsøge at gøre grin med vores anstrengelser og sige, at vi aldrig klarer det. Det er der intet ondt i – folk ønsker bare ikke forandringer.
Har du nogensinde tænkt over, hvad dine omgivelser og de mennesker du er sammen med betyder for din vægt? Og hvis – hvordan mærker du det så?
Tilbage