Kan man virkelig sove sig slank?
Der er ingen kosttilskud, slankepiller eller motionsformer, der virker lige så positivt på helbredet og kroppens balance, som en god nats søvn. Og det spiller selvfølgelig også ind på vægten. Flere studier viser, at mangel på søvn øger vores risiko for at blive fede. Og sådan er det, fordi de hormoner, som kontrollerer vores appetit og vægt, frigives, når vi sover.
Når vi mangler søvn, ændrer kroppen på udskillelsen af bestemte hormoner. Disse ændringer øger vores appetit, trang til sukker og gør vores mæthedsfornemmelse dårligere. Alt sammen forhold som øger risikoen for at blive overvægtig og udvikle livsstilssygdomme.
Nogle undersøgelser viser, at personer som kun får 4 timers søvn i to nætter, nedsætter deres leptinproduktion (mæthedshormonet) med 18 % og samtidig forhøjer deres produktion af ghrelin (sulthormonet) med 28 %.
I søndages fik jeg syn for sagen og mærkede effekten på egen krop. Jeg var til fest lørdag aften/nat, hvor der blev danset godt igennem og jeg fik vel sammenlagt 5-6 timers søvn og det var ikke kvalitetssøvn! Jeg skal lige love for, at jeg var sulten hele søndagen. Selvom jeg spiste store portioner røræg og kød med grønt tilbehør både morgen, middag og aften, så var jeg ikke til at mætte (mæthedsfornemmelsen indtrådte først rigtig mandag eftermiddag!!!). Nå men det resulterede altså i, at min reptilhjerne slog til søndag aften, da jeg skulle være færdig med noget arbejde, som jeg ikke havde det store overskud til at gå i gang med. Der var blevet en rest Quality Street chokolader til overs fra festen og de stod nu der på køkkenbordet og fristede og så skal jeg da lige love for, at min viljestyrke slap op og ind røg en hel håndfuld chokolader.
Kigger vi lige på det med de teoretiske briller igen, så er det faktisk sådan, at mangel på leptin ikke kun sænker mæthedsfornemmelsen, det forringer også forbrændingen og fører ofte til overspisning – især om aftenen og natten.
Har du tænkt over, hvordan mangel på søvn påvirker din sult, trang til søde sager og vægt?
Tilbage