Velsmagende Vandbakkelser – fri for mælk
Som du måske har læst, kører den mindste i familien og jeg selv 100 % mælkefri kost i de kommende uger og det danner grobund for nye opskrifter.
Sidste weekend blev vi inviteret til familiefødselsdag og vidste, at der ville være lagkage til dessert. Kathrine, som elsker lagkage, hang noget med ”skuffen”, da hun hørte, at de andre skulle have lagkage og hun ikke kunne spise noget af den pga. mælken. Okay tænkte jeg … lagkage… det er noget med en bund, kagecreme og flødeskum, hvordan kan jeg genskabe det uden mælk? Og få minutter efter kom svaret … vandbakkelser – selvfølgelig!
Pigerne havde aldrig smagt vandbakkelser, men min store begejstring gjorde, at de nok kunne fornemme, at det var noget at se frem til. Jeg fandt inspiration hos Huskokken (du kan se den oprindelige opskrift lige her) og ændrede opskriften til:
Vandbakkelser ca. 16 stk.:
- 2 dl vand
- 100 g kokosolie
- 100 g økologisk fuldkornsspelt (kan købes i Netto) (majsmel eller kikærtemel kan også bruges)
- 2 æg
- 1 tsk. sukrin
Kom vand og kokosolie op i en gryde og varm det op. Når kokosolien er smeltet og vandet koger, tager du gryden af varmen. Kom alt speltmelet op i gryden, imens du rører med en pisker. Sæt gryden tilbage på varmen og bliv ved med at rører, indtil den har en fast konsistens. Herefter tager du gryden af varmen og rører æggene i, til dejen er helt glat. Tilsæt 1 tsk. sukrin.
Sæt små klatter af dej på en bageplade med bagepapir (jeg brugte 2 skeer) – sådan ca. 16 stk. Herefter bager du vandbakkelserne midt i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter eller til de er begyndt at tage farve. Det er vigtigt, at du IKKE åbner ovnen de første 15 minutter, da det får vandbakkelserne til at falde sammen og blive bløde (det skete så for mig alligevel, men mistænker min ovn for ikke at være helt tæt). Sæt vandbakkelserne til afkøling på en rist.
Kagecreme:
- ½ liter sojamælk med vanilje (den blå fra Naturli)
- 3 æg
- 3 spsk. majsmel
- Smag til med sukrin (alt efter hvor sød du ønsker cremen)
Kom sojamælk, æg og majsmel i en tykbundet grunde og pisk konstant under opvarmning til dejen når en tyk og cremet konsistens. Tag gryden af varmen og smag til med sukrin.
Ekstra fyld
- Sojaflødeskum (den på dåse, da den ikke indeholder hydrogeneret olie)
- Hjemmelavet jordbær syltetøj
Det lyder måske som et kæmpe projekt, men det skal lige siges, at det overraskede mig, hvor hurtigt det gik. Vi var færdige med vandbakkelser og kagecreme på under 1 time og havde pakket det hele i en kurv, så det kunne ”samles” og anrettes lige før vi skulle have dessert.
Anretning
Skær hul i en vandbakkelse i siden og kom 1-2 spsk. kagecreme og 1 tsk. syltetøj i vandbakkelsen. Slut med et sprøjt sojaflødeskum og så er den ellers klar til servering.
Jeg var lidt spændt på Kathrines reaktion, men efter den første bid kiggede hun mig direkte i øjnene med forundring og så kom tommelfingeren ellers op som en ekstra anerkendelse!
Tilbage