Uhyggelig lækker appelsinkage … og det er den virkelig!
Normalt blogger jeg mandag, onsdag og fredag, men i anledningen af påsken kommer der tre indlæg på bloggen først på ugen og så bliver der ellers påskestille et par dage.
Som sagt havde jeg planer om at fremstille en masse lækre påskesager, men stødte udfordringer. Helt fri for søde sager bliver bloggen dog ikke, for i sidste uge kom Umahro Cadogan og Lone Rasmussens nye bog ”Slip slikket” ind af døren.
Det første mine øjne faldt på, var opskriften: ”Uhyggeligt velsmagende mandel-daddel-appelsin-kage” for ”uhyggeligt” lød næsten for godt til at være sandt (og så virkede kagen bare så nem at gå til). Det er en af de få gange, jeg har fulgt en opskrift 100 % og det bliver jeg ved med fremover, for jeg skal da lige love for, at kagen lever op til sit navn … NAM, NAM, NAM hvor smager den godt!!!
Den er sød, lækker og dejlig blød og smager skønt – især når den er lun.
Okay en afvigelse kunne forekomme, hvis det blev et lag af mørk chokolade glasur eller hvis jeg kastede mig ud i det lækre køkkentip, som står under opskriften og lover at forvandle kagen til en super lækker mandel-daddel-appelsin-banan-chokoladekage med en smag der siger spar to (nå jo, man har et standpunkt, til man tager et nyt)!
Men altså her kommer opskriften:
- 400 g dadler
- 200 g mandler
- 5-6 spsk. ekstra jomfrukokosolie
- Friskpresset saft + revet skræl fra en økologisk appelsin
- ½ stang vanilje
- 2 tsk. stødt kanel
- En meget lille knivspids havsalt
- En meget lille smule friskkværnet sort peber
- 6 mellemstore økologiske æg
Sådan:
Kør dadler, mandler, kokosolie, appelsinsaft og –skræl, kanel, havsalt og peber på en foodprocessor i et par minutter, indtil du har en jævn masse, der minder lidt om marcipan i konsistensen. Tilsæt æggene et efter et, mens foodprocessoren stadig kører.
Kom dejen i en smurt bradepande, tærteform eller lignende, og bag kagen i 40-45 minutter i en 160 grader varm ovn. Lad kagen køle lidt af, inden den serveres.
Jeg kan virkelig anbefale denne kage og så kan jeg også lige nævne, at de to skønne forfattere har delt en gratis opskrift påskeæg, som du kan finde lige her
Tilbage