Undgår du mælk, men savner smagen af ost? Så læs med her!
En af de ting, som Caroline Fibæk anbefaler på Nyd dig Sund kurset og som jeg af og til et stødt på gennem diverse paleo- og stenalderblogs, er gærflager.
Smagen af gærflager beskrives de fleste steder som lidt ostet, og det var klart den beskrivelse, som fik mig til at hoppe ud i et køb af gærflager. Selvom jeg er vild med flagerne, så vil jeg vil også sige, at hvis man skal opleve smagen lidt ostet, så kræver det, at man har levet uden mælk og ost i et stykke tid. Går man lige fra ost over til gærflager og forventer samme smag og klisterede konsistens (som smeltet ost), så føler man sig i den grad snydt.
Der er dog noget om snakken. Jeg har været utrolig glad for at vende gærflagerne ned i en gang lynstegte grøntsager med kokosmælk, hvidløg og lidt revet ingefær til frokost eller som et grønt mellemmåltid (det er revet knoldselleri på billedet – ikke revet ost).
Og jeg kan også varmt anbefale flagerne ovenpå dampede, grønne bønner sammen med tamari, kokosolie og sesamfrø. Den kombination er vores datter på 8 også helt vild med.
Gærfalger er inaktivt gær. Det betyder, at du ikke kan bruge flagerne, hvis du vil bage et gærhævet brød. Du kan sagtens komme flagerne i brødet, men det får ikke brødet til at hæve, her skal du bruge almindeligt gær. Flagerne begynder derfor heller ikke at hæve, eller gære om man vil, i fordøjelsessystemet.
Mia fra mia-mad.dk har en super god beskrivelse af gærflagerne, som du kan læse her. Mia har virkelig mange inspirerende forslag til, hvordan man kan bruge gærflager i madlavningen. Da jeg besøgte hendes blog, faldt jeg over disse snacks, som jeg i den grad må prøve!!!
Har du erfaringer eller lækre opskrifter med gærflager, så smid endelig et link i kommentaren. Ellers har jeg kun tilbage at sige GOD WEEKEND!
Tilbage