Lækker og super enkel choko-guf
Det er ægte slaske-dag i dag. Jeg har været på kursus hele weekenden og min krop summer nærmest af nye indtryk. Det har været et af de slags kurser, hvor jeg har fået så meget nyttig og ufattelig spændende information, at jeg ikke bare kan tage hjem og vende ryggen til det hele.
Jeg har sagt det mange gange her på bloggen; tanker skaber følelser og følelser er hormoner, så tanker og vores indre dialog påvirker i den grad vores helbred – det fik jeg en endnu dybere forståelse for på kurset. Vi har alle lovet Arvin Larsen at gemme vores viden til vores klienter, da han arbejder på et større projekt, så fuld respekt for det og hermed er min mund lukket med syv sejl.
Nu skal der for mit vedkommende bare handles på gamle overbevisninger og skabes tid til endnu mere af det jeg elsker allermest – min familie, og så skal det selvfølgelig videreformidles til mine klienter.
I mellemtiden kan sulten jo melde sig på sådan en slaske-dag og så kan det være rart med en enkel (men utrolig velsmagende) mellemmad, som jeg har lært af Caroline Fibæk på Nyd dig Sund forløbet.
- 1 banan
- 2 spsk. kokosolie (jeg foretrækker den med smag)
- 2 spsk. chiafrø
- 2-3 spsk. ren kakao (efter smag og behag)
Sådan:
Mos bananen med en gaffel. Kom herefter kokosolie, chiafrø og kakao i og mos det hele sammen. Wola!
Skal det være mere indbydende, så er det jo værd at komme det hele op i en pæn og ren skål, men det blev det ikke til for mit vedkommende (det passede ligesom ikke til natbukserne), så bær over med mig. Og så kan man jo lige pynte med lidt kokos-lakrids drys, hvis man er til det.