Top lækker tomatsalsa
Jeg er vild med salsa for tiden og forleden, da vi skulle have gæster, fandt jeg inspiration til en skøn tomatsalsa i Vibeke Amdisens bog: ”Glød og Glæde med RAW FOOD”.
Opskriften blev doblet op og ændret en smule, så nedenstående ingredienser giver en pæn stor portion:
- 6 dl. finthakkede cherrytomater i røde og gule farver
- 2 store, røde, finthakkede peberfrugter
- ½ finthakket løg
- 2 spsk. olivenolie
- 2 håndfulde frisk og finthakket koriander
- 2-3 fed, finthakket hvidløg
- Saften fra ½ citron
- 1 tsk. cayennepeber, stødt eller frisk chili
Alle ingredienser hakkes og blandes i en skål. Sæt skålen i køleskab mindst et par timer før servering, så får du den absolut bedste smag.
Salsaen smager skønt som topping i et kålblad sammen med dette nøddefyld og avokadomos, men den går nu også rigtig godt an som tilbehør til frokosten næste dag.
På frokostbilledet er salsaen i en lidt anden udgave med færre tomater, friske jordbær og purløg i stedet for koriander.
Tilbage