Quinoafrikadeller med gulerod og squash
Savner du inspiration til madpakken eller til en nem aftensmad uden kød, så er de her deller sikkert lige dig!
Forleden stødte jeg på en opskrift på quinoafrikadeller med rødbede i bogen ”Lev Let – og grønt” af Helena Møller og Sarah Lonsdale Arnold. Jeg havde ikke lige rødbeder på lager, så de blev erstattet af gulerødder og squash, men det gjorde dem bestemt ikke uspiselige!
Opskriften er oprindeligt til 2 personer, men da jeg har erstattet en rødbede med en hel squash og to gulerødder, så kan man ikke helt regne med mængde og antal.
Ingredienser:
- 1 dl quinoa
- 2 mellemstore, fintrevne gulerødder
- 1 fintrevet squash
- 1 fintsnittet løg
- 2 æg
- 1 dl fuldkornsspeltmel eller fuldkornsmajsmel
- Havsalt og peber og olivenolie til stegning
Tilbehør: Spidskålssalat med frisk mango i tern og evt. et drys af nigellafrø og græskarkerner.
Sådan:
Skyld quinoaen i koldt vand og kog den i letsaltet vand i ca. 10 minutter. Du kan sagtens koge quinoaen dagen før og opbevare dem i en bøtte til næste dag, hvis tiden er knap, når du kommer hjem fra arbejde.
Riv gulerødder og squash på den fine side af et rivejern og bland det med den kogte quinoa. Tilsæt finthakkede løg, æg, mel og krydderier og rør det hele godt sammen. Lad gerne frikadelledejen stå i køleskabet og trække ½ time.
Form dejen til frikadeller og steg dem i olivenolie ved middel varme til de er let gyldne og sprøde. VELBEKOMME…
Tilbage