Snyder du dig til at spise?
Det er snart 2 år siden, jeg skrev artiklen: “Snyder du dig til at spise – giv dine vaner et realitetstjek” til online-magasinet Uden Filter. Gennem de seneste måneder er jeg stødt på klienter, som spiser utrolig sundt, men som alligevel kan have svært ved at få vægten til at gå nedad, og derfor tænker jeg, at det er en god tid til at genopfriske artiklen og skærpe fokus på vores vaner – bare for én dag!
Det er efterhånden 7 år og 38 kg siden, jeg sad med en slankebog i hånden i gang med at besvare et spørgeskema og følgende spørgsmål; ”Spiser du dessert eller levninger selvom du er mæt efter et måltid?”.
Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvor jeg skulle sætte mit svar. ”Jeg er sgu da ikke en skraldespand”, tænke jeg og svarede nej til spørgsmålet.
Den lille (eller store, fede) løgn
Mindre end et døgn senere skulle det dog vise sig, at mit svar var en stor, fed løgn. Aftenen før vi skulle flytte fra vores gamle hus, havde mine forældre havde lavet aftensmad til os. Min far havde bagt den mest fantastiske æbletærte til dessert med en bund af rigtig smør, vaniljesukker og hvedemel; en rigtig kaloriebombe! Af samme årsag var jeg meget bevidst om, at jeg kun skulle spise et lille stykke til dessert.
Imens jeg spiste desserten, havde jeg fuld kontrol over mig selv og mine madvaner, men kontrollen forsvandt som dug fra solen, da jeg rejste mig for at tage af bordet. Vores datter havde ikke spist op og tilbage på tallerken stod der et stykke af tærtebunden. Uden at tænke nærmere over det, tog jeg levningen fra hendes tallerken og lige i det sekund jeg skulle til at spise det, slog det mig; ”Du ER da en skraldespand”!
En rigtig øjenåbner
Det var noget af et chok og ikke mindst en rigtig øjenåbner for mig. Jeg var inderligt overbevist om, at jeg ikke spiste levninger. I alle de år jeg havde kæmpet med vægten, havde jeg ikke en eneste gang overvejet, hvor meget disse ekstra måltider betød for min vægt. Jeg havde ikke overvejet, at disse måltider netop kunne være årsagen til, at min overvægt langsomt kom snigende, selvom jeg konstant kæmpede med at holde den på afstand.
Bevidsthed er første skridt mod varige forandringer
Hvis du også kender følelsen af at kæmpe med vægten, kender følelsen af afmagt og desperationen der bare vokser, fordi du inderligt ikke aner, hvad det er, som får tallet på din badevægt til at stige og rykke i en forkert retning, vil jeg
råde dig til at give dig selv og dine madvaner et realitetstjek.
Vidste du at… 2 portioner ekstra aftensmad tre gange om ugen svarer til en vægtstigning på 4 kg i det samlede årsregnskab?
Kom i gang med det samme
Start i dag med at print de 5 punkter ud og test dig selv i den kommende uge. Måske er det netop disse punkter som gør, at du bliver ved med at kæmpe forgæves mod vægten.
Tjek dig selv og din adfærd, når du:
1. Spiser. Spiser du op ved hvert måltid, eller giver du dig selv lov til at levne?
2. Rydder af bordet. Spiser du dessert eller levninger selvom du er mæt efter et måltid?
3. Smører madpakker. Spiser du ende stykket fra æg, pålæg, brød og lign. eller smider du dem i skraldespanden?
4. Er alene. Bilder du dig selv ind, at mad ikke tæller med i det samlede regnskab, når andre ikke ser, du
spiser det?
5. Kommer hjem fra arbejde og blodsukkeret er lavt. Spiser du ”bare lige” en frikadelle og to skiver ost, inden du går i gang med aftensmaden, fordi du er ved at rådne op af sult?
Tilbage