EmediateAd
Sund for Sjov

Kan du mærke, at efteråret er på vej?

Det kan jeg! Jeg føler mig sensitiv, ubeskyttet – hvis man kan kalde det sådan – og sårbar i disse dage. Det er som om, min krop og mit sind ikke er helt klar til at gå efteråret i møde. Jeg kan mærke, at de mørke og begrænsende tanker kommer snigende og jeg skal virkelig være opmærksom på, at de ikke får lov til at tage over og fylde mig med træthed, kæbespændinger, hovedpine og tungsind.

Egentlig er det følelser, som jeg har svært ved at acceptere i mig selv. Jeg HADER tungsind, begrænsninger og negative kommentarer. De dræner mig i den grad for energi og livsglæde og sådan tror jeg egentlig, de fleste af os har det. Vi er bare bedre til at opfange, når det er andre, som er negative og hele tiden ser begrænsningerne.

Gennem årerne er jeg dog blevet bedre til at lytte til min krop, kigge på mine omgivelser og opfange de små signaler, som viser mig, at jeg er på afveje. Pludselig opdager jeg, at min familie og jeg selv har svært ved at komme op om morgenen. Brok, sukken og stønnen begynder at fylde mere og mere, og vi kan ikke forstå, at vi bliver ved med at være trætte, når vi er gået tidligt i seng. Jeg kan sove på sofaen kl. syv eller falde i søvn sammen med børnene, når de skal puttes og næste morgen tager jeg alligevel mig selv i at snooze flere gange på vækkeuret.

Og når det sker, så er det tid til at stoppe op og lytte. Lytte til kroppen og især den indre dialog. Hvad er det egentlig, vi går og siger til os selv? Hvad er det, som dræner os SÅ meget for energi?

Egentlig har jeg jo givet svaret, for det er den indre dialog, som har skiftet fokus (tanker skaber følelser og følelser er hormoner). Det er den indre stemme, som pludselig og igen og igen popper op og fortæller mig, at livet er blevet hårdt. For mit vedkommende kan den finde på at sige til mig, at jeg har slappet for lidt af i min ferie. At det er svært at tjene penge til alt det, jeg gerne vil – al den frihed, som jeg gerne vil have sammen med min familie osv. osv.

Og går jeg laget dybere og virkelig mærker, så udspringer disse følelser af, at jeg SAVNER og LÆNGES. Jeg har mistet mit nærvær til mig selv og min familie. Det nærvær som jeg havde, da vi var på ferie og boede i et lille telt op og ned af hinanden i en uge. Jeg savner tiden til at gasse længe under dynen, kramme og holde pruttekonkurrence med masser af
grin. Jeg savner at putte mig selv og min sjæl langt ind i det trygge fællesskab, som jeg har med min familie.

Og det er jo egentlig okay! For det er jo bare et udtryk for, hvor meget vi elsker hinanden. Og det er samtidig et udtryk for, hvor meget hverdagen nemt kommer til at forstyrre os og fjerne vores fokus fra det, som betyder allermest for os.

I dag blev vores morgenstund derfor startet med god morgenmad (som altid) og taknemlighedsøvelser. Vi sagde hver især 5 ting, som vi er taknemlige for og det virker altid. Det virker, fordi vi pludselig minder os selv om, at det faktisk ikke er så slemt, som det vi går og bilder os selv og hinanden ind. Man kan jo ikke andet end at blive rørt og taknemlig, når ens mindste starter med at sige: ”jeg er taknemlig for, at jeg er blevet født… jeg er taknemlig for,  at englene hjælper os”. For søren da – hun har jo ret.

Heldigvis har vi alle evne til at vælge vores tanker, så i dag vælger jeg at have fokus på alle de små (læs store) ting, som livet har givet mig og min familie.

Hvad med dig? Er du klar til at gå efteråret i møde? Hvad sker der i dig, når du vender tilbage til hverdagen? Og hvad gør du, når du mærker, at energien begynder at slippe op?

Tilbage

8 kommentarer


  1. aug 20, 2013
    9:57 am

    Jane

    Det er bare så pudsigt, at du nævner det, for jeg har det præcis sådan og har ikke kunne sætte ord på, hvad det var. Jeg har oven i købet haft lidt dårlig samvittighed over at jeg “tog forskud på efteråret og vinteren” her midt i august. Vi har et sygt travlt efterår og vi har ikke fået lagt et eneste åndehul ind i form af ferie, så pludselig er jeg helt stresset over ikke at have udsigt til den nærhed, du beskriver, med min familie, og det duer bare ikke. Tak for det fine indlæg 🙂

    PS: På min to do liste står der: Skriv mail til Charlotte! Jeg når snart til det 😉


    • aug 20, 2013
      11:40 am

      sundforsjov

      Kære Jane
      Det tog mig også et par dage at komme helt ind til kernen, men jeg kunne mærke, at jeg også begyndte at have let til tårer, når jeg hørte bestemte typer af blid musik … og så ved jeg, at ensomheden banker på! Jeg har også masser at se til i efteråret og skønne opgaver – det er det virkelig. Det handler “bare” om en angst for, at jeg glemmer mig selv og min skønne familie. De er mit fundament – mit et og alt 🙂
      Og altså skægt du skriver det … på min to-do-liste står der også maile Jane og hyggefrokost med Jane – hvis ikke du når det, så gør jeg 😉
      Krammer Charlotte


  2. aug 20, 2013
    10:25 am

    Sheila

    Jeg havde det som dig, for år tilbage. Men efter en lang og tung depression, gjorde jeg op med mig selv, at jeg var nødt til at tackle denne årstid på én eller anden facon. Har man haft en depression, vil man jo efterfølgende være disponeret for at få det igen, når de dagene bliver kortere.

    Rent fysisk gør jeg det, at jeg sætter min daglige dosis af D-vitamin op. Sørger også for at komme ud, for at få det dagslys der nu er, og frisk luft.
    Psykisk har jeg gjort det, at jeg har lært mig at elske efteråret. Efteråret er ikke kun regn og rusk; der er en helt særlig duft. Farverne er glødende og smukke – naturen siger farvel og lukker ned for en stund.

    Hele den stemningsfyldte melankoli gør mig bevæget på en positiv og overbærende måde. Jeg begynder at male, fordybe mig i musik, og laver sanselige langtidskogte gryderetter og stuvninger.

    Danmark er kun sol&sommer i nogle få, stjålne øjeblikke – så jeg har forliget mig med at vi nu en gang har det klima vi har.

    Håber du kommer efteråret vel i møde, med åbent sind & sanser – dit indlæg er godt og meget aktuelt for mange, tror jeg 🙂


    • aug 20, 2013
      11:49 am

      sundforsjov

      Kære Sheila
      Det er jo lige netop den “gren” som man ender på, hvis man glemmer at stoppe op og lytte. Det lyder virkelig som om, at du er kommet meget stærkere ud af din depression og har lært en masse om dig selv, din krop og ikke mindst, hvordan du ønsker livet skal være – flot gået!
      Jeg tror lige, at jeg vil starte op på D-vitamin igen (de har været lagt på hylden her i sommer) og så gør jeg som dig, alt for at holde fast i motion – men i den frie natur – hele året rundt. Det gør underværker og jeg føler virkelig, at jeg gør noget godt for mig selv, når jeg er i naturen – enten alene eller sammen med familien. Jeg har netop hørt om geochaching og tænker, det må være mig 🙂
      Jeg elsker også efteråret og egentlig handler det ikke så meget om efteråret. Det handler for mit vedkommende mere om en angst for at miste min samhørighed med min familie og alle de ting jeg elsker så højt. Mit nærvær, min frihed osv. Det er jo skønne arbejdsopagver, som jeg har foran mig, så det er mine tanker, som spiller mig et puds!!!
      Tak for din skønne kommentar. Det siges, at jeg er en vælte-dukke (du ved, sådan en som rejser sig op, så snart man vælter den), så jeg er oppe igen inden længe 🙂
      Kærlig hilsen Charlotte


  3. aug 26, 2013
    11:52 am

    Dorte Petersen

    Gråvejrshumøret

    I en tid med nye input hver dag, både arbejdsmæssigt og privat er humøret på prøve.
    Ligesom andre er forventninger oppe efter en ferie, hvor nærvær og familiehygge har stået øverst på listen. Så er det en bombe at komme tilbage til hverdagen igen.
    Tidlig op, på arbejde 8 timer, træning/motion og madlavning, så er familiesamværet minimeret til få timer.

    Jeg tænkte at jeg ikke var færdig med sommeren endnu, da det var dejligt med mere nærvær fra ”mine drenge”. Men fordi det bliver tidligere mørkt kan der stadig laves noget sammen. Det behøver ikke at være udendørs. Der skal bare en omstilling til. Og jeg tror at det er derfor jeg bliver nedtrykt efter en ferie, savnet, angsten for ikke at få en tilfreds følelse for familienærværet.

    Når jeg tænker på bestemte veninder kan jeg få tårer i øjnene, men det er fordi jeg savner deres nærhed til at give et kram i deres svære tid.

    Forventninger er et andet punkt og der skal arbejdes meget med det. Jeg er frygtelig til at få sat forventninger op. Og til at blive skuffet af dem.

    Men ja jeg har gråvejrsdage, men heldigt blæser skyerne væk til næste dag.


    • aug 27, 2013
      9:37 am

      sundforsjov

      Kære Dorte
      God ide at du starter med forventningerne og prøv også mulighederne. Er der mulighed for, at motion og familiesamvær kan kombineres en eller flere gange om ugen? Hjemme hos os har vi fast familiemotion om søndagen og i “huller” hvis/når de opstår. Kan madlavning og familie kombineres osv. Og selvfølgelig masser af kram 🙂
      Kærligst Charlotte


  4. aug 29, 2013
    6:54 pm

    Louise

    Uhh fik sug i maven da jeg læste dit indlæg – iøvrigt meget smukt beskrevet. Synes jeg mærker det mere og mere jo ældre jeg bliver ( 35 år) elsker ellers efterår – men hader den sørgmodighed der rammer når det er på vej.. Har fået en ny ven om vinteren – rosenrod fra arctic root :0)


    • aug 29, 2013
      7:59 pm

      sundforsjov

      Åhh ja Louise … rosenrod er også bare fantastisk. Jeg har været rigtig aktiv med lange gåture i den friske luft og det hjælper altså også. I dag tog jeg mig i at overveje, om jeg skulle gå en ekstra tur selvom jeg allerede havde været ude og motionere. Så jeg overvejer at investere i en flyverdragt 😉
      Kærligst Charlotte

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *