Forventninger – derfor skal du være opmærksom på dem
Som du måske har læst, havde der sneget sig lige lovlig meget brok og træthed ind i min lille, kære familie. Syntes nu, det er ved at aftage en smule, men det skal nu ikke afholde mig fra at tage ”analyse-brillerne” på. For jeg har alligevel gået og filosoferet lidt videre på, hvorfor den der brokken og utilfredshed er kommet snigende.
Og for mit eget vedkommende skal svaret findes i forventningerne.
Egentlig kan der jo være noget fantastisk over forventningernes glæde, men forventninger kan også det modsatte – skabe frustration og irritation.
Jeg havde jo forventet, at jeg ville være totalt afslappet og frisk efter min ferie, men det skete ikke helt, fordi der kom en række uventede faktorer ind i billede (det er en længere historie, som du skal spares for her).
Jeg havde også forventet, at jeg ville have min kostplan (som nu bliver til en e-kogebog) færdig for to uger siden, men så var der liiige en kær ven som opdagede en stavefejl og liiige en som opdagede en skæv formulering osv.
Og der er lige præcis sådanne forventninger, som kan få min indre dialog til at ændre karakter. Jeg bliver rent ud sagt pisse irriteret, skuffet og sur på mig selv, når jeg ikke kan indfri mine egne forventninger.
Men hov – hvad ville der mon ske, hvis ikke jeg satte disse forventninger op?
Kunne det tænkes, at jeg ikke ville dræne mig selv for energi, fordi jeg ikke havde noget at kritisere mig selv for?
Ja det kunne det faktisk!
For et stykke tid siden tænkte jeg rigtig meget over det med forventninger. Ikke kun forventninger til mig selv, men også til min familie – især til min mand. En dag da jeg var på vej hjem fra en vagt i fitnesscenteret, sad jeg helt ubevidst og kom til at opstille en forventning til min mand, som han overhoved ikke vidste noget om: “Tænk nu, hvis han lige havde taget opvasken fra i går, hvor vi havde gæster til jeg kom hjem, så kunne vi køre på stranden med det samme og nyde resten af eftermiddagen”.
Hvad tror du der skete, der jeg kom hjem?
Opvasken stod der stadig og det hele lignede sig selv (læs et bombet lokum) og pludselig kunne jeg mærke en kæmpe
frustration, vrede og skuffelse indeni. Det var f… ikke fair, at jeg havde været på arbejde det meste af dagen og han gik bare der og lallede den af. Nu kunne jeg gå fra ét arbejde til det næste, selvom jeg kom hjem. Jeg fik sgu da heller aldrig noget hjælp.
Men så stoppede jeg op og tog ”analyse-brillerne” på!
Min mand kendte intet til mine forventninger. Jeg havde på intet tidspunkt bedt ham om at rydde køkkenet, til jeg kom hjem. Hvor filan skulle han vide det fra? Og helt ærligt så havde han faktisk været sød og havde brugt tiden på at lave en plantekasse til vores jordbær.
Det var min forventning, som havde gjort mig sur og irriteret – intet andet.
Da først det gik op for mig fik jeg pludselig et valg. Jeg kunne fortsætte med at være sur og føle mig som offer, men jeg kunne også vælge at trække min forventning hjem til mig selv og selv indfri den. Jeg kunne selv rydde køkkenet op og invitere familien med på stranden.
Hvis jeg valgte det første, ville jeg være sur og irriterende at omgås de næste timer, så jeg valgte det sidste.
Det tog mig ½ time at rydde køkkenet op og pakke taske til stranden, og ved du hvad, vi fik nogle rigtig dejlige timer sammen og nød hinanden selskab – uden sure miner og usagte forventninger.
Kender du det?
Har du nogensinde tænkt over, hvordan dine egne forventninger kan få dig til at falde i offerrollen, påvirke din indre dialog og i sidste ende give dig hovedpine eller dræne dig for energi?
Tilbage
