EmediateAd
Sund for Sjov

Negative tanker – skal du lytte eller undertrykke?

Har du nogensinde hørt om loven om tiltrækning? I korte træk handler denne lov om, at du kan ændre dit liv og opnå alt det, du ønsker dig, hvis du lærer at ændre din tankegang og bruger den bevidst.

Da jeg for mange år læste bogen Helbred dit liv af Louise L. Hay åbnede der sig en ny verden for mig. En verden hvor jeg fik øjnene op for, hvordan krop og sind hænger uløseligt sammen og at vores tanker påvirker vores krop i lige så stor grad som kost, motion m.fl. gør det.

Først var det fascinerende, men langsomt opstod der også en angst i mit indre. En angst for at tænke negative tanker og have ”dårlige dage”. Jeg blev simpelthen bange for, at jeg ville tiltrække mig noget negativt, hvis jeg tillod mig selv at mærke dårlige følelser. Forleden fortalte en af mine klienter mig om præcis det samme dilemma. Hun var blevet bange for de negative tanker og spurgte af samme årsag, hvad det betød for vores balance og om det ville være bedst at undertrykke dem med positive affirmationer (små positive sætninger).

Det korte svar er nej.

Det er aldrig bedst at undertrykke de negative følelser og ”bare” tænke positivt. Det ville svare til at komme flødeskum på en hundelort.

Det uddybende svar kræver lidt mere forklaring.

I hjernen har vi et system, som kaldes det limbiske system og indenfor dette område finder vi Thalamus.

Thalamus styrer og organiserer kroppens biokemi, alle vores organer og vores følelsesliv. Når vi udsættes for stress, angst og frygt, frigør Thalamus en kamp/flugt mekanisme. Som du måske har hørt mig sige før, så kan Thalamus ikke skelne mellem virkelig frygt og indbildt frygt. Selvom der ikke står en real trussel foran os, så reagerer vores hjerne på samme måde, som hvis der gjorde.

Vil vi forstå, hvordan tanker påvirker vores krop og gør det muligt at genskabe vores balance, må vi forstå den måde hvorpå Thalamus ”arbejder”. Thalamus vil som udgangspunkt altid sætte gang i de foranstaltninger i vores krop, som der skal til, for at vi kan bevare en sund krop og en sund, indre balance.

MEN Thalamus får sjældent får lov til at arbejde uforstyrret.

Thalamus forstyrres, når vi undertrykker følelser (her ligger svaret altså – vi skal ikke undertrykke eller flygte fra de negative tanker).

Positive følelser er dejlige. Dem elsker vi alle. Negative følelser er der ingen som ønsker at fylde sig med. Derfor har vi det med at flygte fra dem. Vi gemmer dem væk. Ikke kun for omverdenen – også for os selv (blandt andet med positive tanker, sukker, alkohol, overarbejde mm.). MEN det er ikke givende for vores krops balance.

Når vi gemmer/fortrænger/flygter fra de negative følelser, modarbejder vi Thalamus. Thalamus prøver bare at gøre sit arbejde – også når den skaber negative følelser. Negative følelser er IKKE skabt fra naturens hånd for at gøre livet besværligt, træls og dumt. Negative følelser skal derfor ”kun” forstås, som en respons på en fejltanke, som vi har om os selv eller en situation. En respons på en misforstået oplevelse af os selv eller af vores omverden.

Det er et langt og utrolig spændende tema og inden jeg roder mig ud i en hel roman, så vil jeg runde af og slå fast, at hvis vi vil genskabe balancen i vores krop, så må vi starte med at tillade os selv at give plads til negative følelser. Det kan være en kæmpe udfordring, hvis er vokset op i flinkeskolen og har lært at gemme følelserne væk, men jo mere plads vi giver til de negative følelser, dets stærkere bliver de. Og jo stærkere de bliver, jo sværere er det at undertrykke dem. Kroppen giver til sidst efter og de smertefulde følelser forløses. (Det er lige netop denne teknik, som man anvender i Tanke Felt Terapi, hvor man forstærker de negative følelser ved at mærke ubehaget).

Hvordan har du det med negative tanker?

Er du bange for dem? Tillader du dig selv at mærke dem eller har du det med at bide tænderne sammen og gemme dem væk?

Tilbage

4 kommentarer


  1. aug 29, 2013
    11:21 pm

    tanterne

    Uha, de negative følelser..
    Forleden oplevede jeg for første gang hvad jeg gør med den slags.
    Min første reaktion var bekymring, fordi jeg ikke umiddelbart kunne placere et problem, og ikke anede hvor følelsen kom fra.
    Men efter noget tid – hvor følelsen jævnligt vendte tilbage – fik jeg vendt en oplevelse på hovedet; Så dét jeg oprindeligt havde følt mig i min gode ret til at blive vred over, istedet kunne ses som hjælpsomhed. Et forsøg på hjælpsomhed jeg helt havde overset. Det forklarer også det sammenstød oplevelsen endte i.
    Selv om jeg endnu ikke har talt med ‘den hjælpsommen’, er den negative følelse ikke vendt tilbage.
    Ja, faktisk er det først nu du spørger, at jeg får følelsen, oplevelsen og tankerne kædet sammen.
    Tak for indsigten.


    • aug 30, 2013
      12:36 pm

      sundforsjov

      Selv tak – hvor er det dejligt du skriver dine tanker, for det er lige netop sådan det som regel går, når det hele bliver vendt på hovedet og vi bliver “tilbudt” en ny tolkning: Vi mærker kroppens reaktion – at den slipper og ser pludselig, hvor stærk en indvirkning vores tanker har på vores krop og balance. Så selv tak 🙂
      Kærlig hilsen Charlotte


  2. aug 30, 2013
    8:25 am

    frk. sveske

    Kære Charlotte,
    Hvor jeg dog elsker dine indlæg, som i den grad er relevante for den mentale sundhed.
    Jeg er fra flinkeskolen og den pæne pige. De seneste år har jeg dog arbejdet meget med at udtrykke mine (negative) følelser, forventninger (meget apropos dit tidligere indlæg) og lignende. Det er ikke en nem proces, men BodySDS har helt klart forløst nogle indeklemte følelser hos mig. Jeg har tidligere lidt meget af kæbespændinger og sukkermisbrug, men sukkeret er ude af min kost og min tendens til spændinger i kæbe er langt mindre udpræget.
    Tak, for mere sund inspiration til den mentale sundhed.
    KH
    – frk. sveske


    • aug 30, 2013
      12:39 pm

      sundforsjov

      Kære frk. sveske
      Hvor er det dejligt at høre 🙂
      Fantastisk hvad du har opnået med BodySDS. Det fortæller jo bare det hele om igen 🙂 Det er ikke altid en nem rejse, men det er en meget spændende og indsigtsfuld rejse.
      Kærligst Charlotte

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *