EmediateAd
Sund for Sjov

Prinsesseboller på slum – tør du prøve?

09 september , 2013 - af sundforsjov - Kategori: Opskrifter

PrinsessebollerVores køleskab bugner af friske rødbeder fra vores bedsteforældres nyttehaver. Personligt elsker jeg rødbeder i juice, som råkost og bagt i ovnen – you name it, men vores børn har det bestemt ikke lige sådan.

I går kom jeg i tanke om en af mine tidligere klienter, som havde bagt prinsesseboller farvet med rødbeder. Det måtte jeg simpelthen prøve.

Det hele foregik på slum, men tør du slippe kontrollen og kaste dig ud i et nyt projekt, så har du ingredienserne her:

  • 2 mellemstore, fintrevet rødbeder
  • 8 frosne ”klumper” grønkål
  • 1 fintrevet squash (alm. størrelse fra Netto)
  • 1 pakke gær
  • 2 spsk. havsalt
  • Ca. 6-8 dl vand
  • 4 æg
  • Knækkede rugkerner
  • 1 dl græskarkerner
  • 1 dl solsikkekerner
  • Rugmel ca. 500 g
  • Fuldkornsspeltmel ca. 500-700 g

Sådan:

Kom den frosne grønkål op i en skål og lad den tø op. Tilsæt revet rødbede, lunkent vand, gær og havsalt og rør godt rundt. Slå æggene ud i dejen og rør godt rundt. Tilsæt knækkede rugkerner og revet spuash og rør rundt. Tilsæt rugmel, rør rundt. Tilsæt fuldkornsspeltmel og rør til du har en sammenhængende dej. Dejen skal stadig være klistret.

Sæt dejen til hævning 30-60 minutter et lunt sted.

Rør dejen godt sammen igen og brug nu to spiseskeer til at lave boller (klatter) på en bageplade med bagepapir.

Bag bollerne midt i ovnen ved 200 grader i ca. 35 minutter. Du får en pænt stor portion, som du sagtens kan bruge til madpakker eller nem aftensmad end dag, hvor tiden og planlægningen er skredet i svinget.

Familiens vurdering:

Min bror og svigerinde kom på besøg, imens jeg stod med hænderne i dejen. Mandens kommentar var: ”det skulle vist nok blive til boller, det der”.

Da dejen var rørt sammen, opdagede pigerne, at dejen var lyserød. De blev MEGET nysgerrige og spurgte, hvad der var i bollerne. Egentlig ville jeg ikke have fortalt det, før de havde smagt det færdige resultat, men mændene forstod ikke rigtigt hensigten, så de var selvfølgelig ”flinke” og fortalte, at det var rødbeder. Pigerne vrængede lidt på mulen, men min svigerinde var hurtig og sagde til dem, at rødbeder er søde og at bollerne også ville blive søde. Det hjalp lidt på ansigtsudtrykket.

Til aftens blev bollerne serveret med tun, avokado og grønt tilbehør og de blev godkendt. Faktisk blev de godkendt så meget, at pigerne bad om at få dem med på madpakken i dag!! Jo, jo… og da det var sket, så kunne jeg fortælle, at de også spiste grønkål og squash!

Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *