EmediateAd
Sund for Sjov

Stram snor eller frit slav – om børn, mad og søde sager

Du kender det sikkert godt. Det er ferie, og ferie betyder oplevelser og flere søde fristelser. Du vil det bedste for dine børn, og det vil du selvfølgelig også, når det kommer til mad, slik og kager.

Spørgsmålet er bare, hvad det bedste er?

Skal vi sige nej til ALT, hvad der hedder slik, sodavand, hvidt brød og søde sager? Skal vi finde en middelvej eller skal vi slippe tøjlerne helt?

Det dilemma står jeg i netop nu, hvor vores piger er taget med mig på arbejde. Højskolen Marielyst har familiehøjskole i denne uge hvor bedsteforældre og børnebørn hygger sig og jeg byder ind med gøgl. Joooe du læste rigtigt. GØGL!

HøjskolenPigerne nyder at være med, og de nyder, at der er masser af den mad, som vi sjældent spiser. Det vil sige franskbrød, noutella, øllebrød med fløde, knækbrød med marmelade osv. Der er selvfølgelig andre muligheder, men på et tag-selv-bord, så er det lige netop disse ting, som falder mine børn i øjnene.

Og nu kommer dilemmaet… skal de have lov til at spise løs? Skal jeg blande mig og være på stikkerne? Skal jeg sige nej til det hele eller skal jeg bare give slip og tro på det bedste?

Og hvordan kan jeg være sikker på, at mine planer stemmer overens med dét, der sker i praksis – altså den måde hvorpå mine børn forstår og oplever det, jeg siger?

Som barn var min mor utrolig bekymret for, at jeg skulle blive overvægtig og derfor forbød hun mig at spise forskellige fødevarer. Eksempelvis skulle jeg – når vi var på sommerferie og vi fik ferie-noutella, spise to stykker rugbrød så jeg blev ordentlig mæt, inden jeg måtte spise franskbrød med noutella, som de andre børn. Det samme gjorde sig gældende, når vi kom på restaurant og der var pølser og pomfritter osv. osv.

Dét, der var ment som den bedste hensigt, og det bedste ønske, fra min mors side ende med at udløse en voldsom uretfærdighedsfølelse og vrede i mig, og da jeg begyndt at være alene hjemme efter skole, fik jeg endelig muligheden for at handle på den. Her kunne min mor ikke se (og styre), hvad jeg spiste, og det skulle HELT sikkert udnyttes! (jeg endte faktisk med at udvikle et mønster og en indre overbevisning om, at det som andre ikke så mig spise, ikke talte ikke med – smart hvis det bare var så enkelt ik?).

Nu står jeg så overfor selvsamme udfordring, som min mor gjorde. Vores yngste datter ligner mig på en prik – både hvad angår kropsbygning, madlyst, forbrænding og ikke mindst retfærdighedssans og hvad gør man så?

Jeg kunne jo i bund og grund kontrollere en masse og ikke mindst begrunde det med viden og faglige begreber, men nytter det? Der skal da ikke herske nogen tvivl om, at jeg har lyst til at gøre det (og også kommer til det nu og da), men fakta er, at det lærer jeg intet af!

Og fakta er også, at jeg ikke har et endegyldigt svar, for jeg er også mor.

Det betyder ikke, at jeg bare giver slip og giver frit slav, men det betyder heller ikke, at jeg går kontra og bruger kontrol og siger nej til det hele. Jeg tror simpelthen ikke på kontrol. Det er for mig det samme som viljestyrke, og dét ender med at slippe op og bide mig i røven.

Hvad vælger jeg så?

Svaret er dialog og kompromiser. I denne uge har jeg givet frit slav til morgenmaden, men så må vi også til stranden og motionere i middagspausen. Jeg har givet frit salg til middagsmaden og af og til er det faktisk endt med, at der er blevet samt på grøntsagerne af LYST og ikke BARE FORDI MOR SIGER DET. Men bliver der serveret kage til eftermiddagskaffen, så kommer der en restriktion – ét stykke.

For mig handler det om, at vores piger gerne skulle udvikle en indre overbevisning om, at de gerne MÅ og at de SAMTIDIG lærer at tage stilling til, hvad det er, de helst vil. At 100 kr. kun kan bruges én gang og så lære at mærke efter, hvad de helst vil bruge dem på – bare for at give et eksempel.

Virker det?

Det får jeg nok først at vide, når de bliver store, men jeg vil super gerne høre, hvad du gør og hvad der virker for netop dig og din familie?

Tilbage

8 kommentarer


  1. okt 16, 2013
    9:29 am

    Jane

    Åh, så spændende og relevant problematik!

    Hvad gør vi? Tjah, ungerne er jo efterhånden store nok til at vi kan tale om tingene, så det gør vi først og fremmest. Så vi taler om, at vi spiser anderledes hjemme hos os, og at vi fx ikke spiser sukker (herhjemme). Når vi er ude sammen til fx en klassekomsammen laver vi som regel en aftale om, at de kan spise en bolle og et stykke kage og evt. et glas saft/varm kakao eller hvad der nu er. Så de er med, men kagebuffeten er ikke ad libitum. Heller ikke selvom den er det for nogle af kammeraterne. Jeg har aldrig – som i vitterligt aldrig – oplevet mine børn brokke sig over denne løsning.

    Når de er hjemme hos andre til fx fødselsdag, er der til gengæld frit slag. Men det tager de egentlig også fint. Nogle gange kommer de hjem med mavepine men hvis man ikke er vant til store mængder hvede, så får man jo ondt, hvis man pludselig tæppebomber maven med det.

    Om det er for restriktivt, vil tiden vise. Og det er jo den evige bekymring :-/


    • okt 16, 2013
      6:52 pm

      sundforsjov

      Fantastisk Jane, at dine børn har accepteret jeres valg og måde at leve på. Og personligt tror jeg også på, at man lærer mere af en gang ondt i maven pga. for meget hvede end løftede pegefingre. Jeg har altid skulle mærke effekten på egen krop, før jeg blev overbevist, og det er altså ikke altid det nemmeste, men det som gav den største læring og mening. Måske vi har et bedre svar om et par år 😉
      KH Charlotte


  2. okt 16, 2013
    9:31 am

    Jane

    PS: Jeg er begyndt at have problemer med at kommenterer på din blog. Får en fejl, der siger “you appear to be a spambot” eller lign. Som regel prøver jeg bare flere gange, indtil den går igennem, men det er da lidt mærkeligt. Og jeg har selvfølgelig hakket af i den der “confirm you’re not a spammer” 😉


    • okt 16, 2013
      6:47 pm

      sundforsjov

      Det må jeg finde en løsning på!!! Tak 🙂


  3. okt 16, 2013
    10:14 am

    Rikkeprikke

    Mand, det er svært, det der. Det bøvler jeg også med ind i mellem. Især når vi er sammen med familie og svigerfamilie, som spiser markant anderledes end os, især ved “hyggetid”. Jeg har endnu ikke fundet løsningen, jeg tager den fra gang til gang. Og det triste er, at det kan få mig til at vælge noget socialt fra, fordi jeg synes, det er SÅ voldsomt og græseoverskridende, hvad der nogle gange bliver serveret 🙁


    • okt 16, 2013
      6:47 pm

      sundforsjov

      Kære Rikke
      Det er en problematik, som jeg syntes, vi kunne sætte meget mere fokus på. Det er jo lige det samme der sker, når folk har tabt sig, været på højskole osv. og de så vender tilbage til familien og deres “fællesskab” på alle måder. Som mennesker søger vi fællesskabet og studier viser faktisk, at vi producerer stresshormoner, når vi føler os udenfor dette fællesskab og at vi derfor næsten altid ender med at undertrykke os selv for at blive en del af fællesskabet. Jeg tror, jeg laver et live indlæg om dette, hvor jeg også tegner lidt for at gøre det mere forståligt 😉
      Men bare for lige at vende tilbage – Rikke du er bestemt ikke den eneste, som af og til kommer til at vælge arrangementer fra, fordi det er for svært og vækker alt for mange følelsesmæssige konflikter.
      KH Charlotte


  4. okt 22, 2013
    2:11 pm

    Gurli

    Hos os har vi nogle udfordringer af forskellig art. Min mand er TYND,- som i undervægtig men kan ikke tage på. (Har været gift med ham i over 22 år, så det er afprøvet 🙂
    Jeg har selv været meget overvægtig og tabte efter vores 3. barn knap 30 kilo og fik en masse motion oven i købet. Det er 12 år siden og jeg har siden haft en del “yoyovægt”. Slet ikke som inden mit store vægttab, men efter en voldsom depression for knap 2 år siden, tog jeg nogen kilo på. Dem er jeg ved at få has på… bla ved hjælp af meget lidt hvede og hjemmelavet low carb guf osv- og en masse motion.
    Vi har to børn, der ligner deres far og har en meget slank figur og et godt forhold til mad/søde sager. Derud over har vi to børn der ligner mig. Stor madlyst og meget nemt ved at tage på. De er LIDT overvægtige. Jeg har ofte sagt til dem, at jeg ikke ved, hvad der er rigtigt at sige, men at jeg har hørt mange overvægtige voksne sige, at de ville ønske, deres forældre havde sagt “nej”!
    Min søn på 12 år har nu kastet sig over en meget krævende sport, der hedder park our. Derud over hjælper han hos en landmand. Det giver ikke kun selvrespekt (hvilket efter min erfaring er ekstrem vigtig for ikke at trøstespise), men også motion. Mine børn er ret godt klar over nødvendigheden af at røre sig.
    I sommerferien indførte vi træning på terrassen efter min obligatoriske gåtur, samt meget mere frugt til hygge…. som yougurtis, milkshake og dejlig moden melon. På gåture kan vi godt finde på at løbe nogle gange på trapper, hvis vi møder sådan nogle.
    Til hverdag spiser vi ALTID grønt og der er heldigvis en hel del grønt, som vores børn spiser med glæde. Jeg forsøger at luge halvfabrikata ud,- vi har aldrig spist meget af den slags, men jeg bliver mere og mere bevidst om, at det er gift for kroppen. (I går havde mine forældre et åbent glas nutella med til os, for de fik det ikke spist. Det var over 1 ÅR for gammelt, havde været åbent længe og det ligner til forveksling et nyt åbent glas nutella. Bliver nødt til at indrømme, at vi spiser det EN GANG i mellem, men det er jo kemikalier, når det ikke er for gammelt efter 1 år.)
    Det var en lang kommentar og jo ikke noget endegyldigt svar. Jeg har nok tidligere sagt for meget til børnene, når vi spiser. Men jeg tror absolut heller ikke på forbud, for det vil helt sikkert virke modsat. Så når vi er i byen har de nogenlunde frit slag.


    • okt 24, 2013
      1:36 pm

      sundforsjov

      Kære Gurli
      Jeg har godt hørt den før med “jeg ville ønske, mine forældre havde sagt nej” og selvfølgelig skal vi også det til en hvis grænse, men min mor sagde nej og det skabte ikke andet end trods, så jeg tænker, det også kan være en “forkert” overbevisning, man kommer til at holde fast i. Men også en overbevisning, så er meget ydrestyret med meget fokus på mor og far og ikke så meget indad på, hvad jeg selv kunne have gjort eller kan gøre lige nu og her i dette øjeblik. Det er som du skrive slet ikke sort/hvidt.
      Kærlig hilsen Charlotte

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *