Stram snor eller frit slav – om børn, mad og søde sager
Du kender det sikkert godt. Det er ferie, og ferie betyder oplevelser og flere søde fristelser. Du vil det bedste for dine børn, og det vil du selvfølgelig også, når det kommer til mad, slik og kager.
Spørgsmålet er bare, hvad det bedste er?
Skal vi sige nej til ALT, hvad der hedder slik, sodavand, hvidt brød og søde sager? Skal vi finde en middelvej eller skal vi slippe tøjlerne helt?
Det dilemma står jeg i netop nu, hvor vores piger er taget med mig på arbejde. Højskolen Marielyst har familiehøjskole i denne uge hvor bedsteforældre og børnebørn hygger sig og jeg byder ind med gøgl. Joooe du læste rigtigt. GØGL!
Pigerne nyder at være med, og de nyder, at der er masser af den mad, som vi sjældent spiser. Det vil sige franskbrød, noutella, øllebrød med fløde, knækbrød med marmelade osv. Der er selvfølgelig andre muligheder, men på et tag-selv-bord, så er det lige netop disse ting, som falder mine børn i øjnene.
Og nu kommer dilemmaet… skal de have lov til at spise løs? Skal jeg blande mig og være på stikkerne? Skal jeg sige nej til det hele eller skal jeg bare give slip og tro på det bedste?
Og hvordan kan jeg være sikker på, at mine planer stemmer overens med dét, der sker i praksis – altså den måde hvorpå mine børn forstår og oplever det, jeg siger?
Som barn var min mor utrolig bekymret for, at jeg skulle blive overvægtig og derfor forbød hun mig at spise forskellige fødevarer. Eksempelvis skulle jeg – når vi var på sommerferie og vi fik ferie-noutella, spise to stykker rugbrød så jeg blev ordentlig mæt, inden jeg måtte spise franskbrød med noutella, som de andre børn. Det samme gjorde sig gældende, når vi kom på restaurant og der var pølser og pomfritter osv. osv.
Dét, der var ment som den bedste hensigt, og det bedste ønske, fra min mors side ende med at udløse en voldsom uretfærdighedsfølelse og vrede i mig, og da jeg begyndt at være alene hjemme efter skole, fik jeg endelig muligheden for at handle på den. Her kunne min mor ikke se (og styre), hvad jeg spiste, og det skulle HELT sikkert udnyttes! (jeg endte faktisk med at udvikle et mønster og en indre overbevisning om, at det som andre ikke så mig spise, ikke talte ikke med – smart hvis det bare var så enkelt ik?).
Nu står jeg så overfor selvsamme udfordring, som min mor gjorde. Vores yngste datter ligner mig på en prik – både hvad angår kropsbygning, madlyst, forbrænding og ikke mindst retfærdighedssans og hvad gør man så?
Jeg kunne jo i bund og grund kontrollere en masse og ikke mindst begrunde det med viden og faglige begreber, men nytter det? Der skal da ikke herske nogen tvivl om, at jeg har lyst til at gøre det (og også kommer til det nu og da), men fakta er, at det lærer jeg intet af!
Og fakta er også, at jeg ikke har et endegyldigt svar, for jeg er også mor.
Det betyder ikke, at jeg bare giver slip og giver frit slav, men det betyder heller ikke, at jeg går kontra og bruger kontrol og siger nej til det hele. Jeg tror simpelthen ikke på kontrol. Det er for mig det samme som viljestyrke, og dét ender med at slippe op og bide mig i røven.
Hvad vælger jeg så?
Svaret er dialog og kompromiser. I denne uge har jeg givet frit slav til morgenmaden, men så må vi også til stranden og motionere i middagspausen. Jeg har givet frit salg til middagsmaden og af og til er det faktisk endt med, at der er blevet samt på grøntsagerne af LYST og ikke BARE FORDI MOR SIGER DET. Men bliver der serveret kage til eftermiddagskaffen, så kommer der en restriktion – ét stykke.
For mig handler det om, at vores piger gerne skulle udvikle en indre overbevisning om, at de gerne MÅ og at de SAMTIDIG lærer at tage stilling til, hvad det er, de helst vil. At 100 kr. kun kan bruges én gang og så lære at mærke efter, hvad de helst vil bruge dem på – bare for at give et eksempel.
Virker det?
Det får jeg nok først at vide, når de bliver store, men jeg vil super gerne høre, hvad du gør og hvad der virker for netop dig og din familie?
Tilbage
