EmediateAd
Sund for Sjov

Alt det som ingen ser, tæller ikke … eller…

Vores yngste datter havde fødselsdag i går og det fik mig til at tænke på “gamle dage”, hvor et scenarie udspillede sig hver gang vi havde holdt “fest”.

Måske kender du scenariet?

I skal have gæster. Du har handlet ind og lavet super, lækker mad. Der er skønne lækkerrier og alt hvad hjertet (eller hjernen) kan begære. Alt går fantastisk, mens det hele står på. Du er i fuld kontrol over dig selv og det, du spiser … lige indtil gæsterne går hjem.

Hvad sker der så? Vanens magt tager over!!!

Du kan ikke slippe tanken om alle de skønne rester, som står ude i køkkenet. Rent ud sagt, så plager lækkerierne dit sind og får nærmest din krop til at skrige. Du kan ikke (lige meget hvor hårdt du kæmper) holde nalderne væk. Du må bare lige have en bid – som bliver til en bid mere – og til sidst er der så lidt tilbage, at du lige så godt kan spise det hele.

Det er sket for mig en milliard gange (hvis ikke en million).

Jeg har altid holdt mig selv i kort snor, når vi havde gæster (som barn gjorde min mor det), men så snart jeg var alene, var det som om, en indre djævel gik op i mig og højlydt råbte: ”SÅ – nu er det NU. Nu er der ingen, der ser dig. Ingen der kan sige stop. Ingen der kan give dig skyldfølelse. Ingen der kan komme med dømmende bemærkninger eller bebrejdende blikke. Nu er der kun dig og du kan nyde det HELE. Bare giv den gas”.

Sådan et mønster ændrer man ikke bare over natten. Der kræver først og fremmest en erkendelse af, at det forholder sig sådan og dernæst at man er villig til at arbejde bevidst med at knække vanen.

En af måderne hvorpå man kan gøre dette, er, ved at have en strategi. En realistisk strategi. Det nytter ikke noget, at man “bare” beslutter sig for, at man ikke vil spise resterne i denne omgang. Der skal kraftigere midler til.

I starten af mit vægttabsforløb besluttede jeg mig derfor for at smide alle rester ud eller give dem væk, når vi havde holdt fødselsdag eller fest (du kan ikke spise dét, der ikke er der). Min mand var ved at omkomme, når jeg skruede proppen af en halvfyldt colaflaske og vendte bunden i vejret og gjorde det sammen med slikskålen. “JAMEN – det kan da gemmes til…” – “Det er da spild af penge” osv.

Men det kunne ikke gemmes, for den eneste det blev gemt til, var mig (og i nogle tilfælde også min mand, hvis han kunne nå det!) og det var ikke spild af penge, for de penge vi sparede, brugte jeg på at købe mirakelkure, som kunne hjælpe mig, når jeg blev ked af mit spejlbillede igen.

Hvordan har du det ved festlige lejligheder eller måske rettere bagefter, når du er alene? (det kan også være, når du kommer hjem fra arbejde og er alene). Kan du kende scenariet?… jeg siger det ikke til nogen!!!

Hvordan påvirker dét, at du er alene din trang til at spise? Og hvad gør du i sådanne situationer?

Tilbage

8 kommentarer


  1. nov 18, 2013
    5:21 pm

    Sussi

    Puh den sad – påmindelsen om de millioner af gange jeg har sneget mig ud for liiiiige at tage et hjørne til af kageresterne. Jeg er dog gennem det sidste års tid blevet klogere og bruger samme taktik som du skriver om; ofte giver jeg gæsterne rester med hjem – særligt de ældre vil gerne ha lidt til kaffen dagen efter 😉 Ellers står naboen for skud og sidste udvej er også skraldespanden – dog er det heldigvis slut med at jeg selv agerer skraldespand 😉 TAK for mange gode indlæg som jeg nyder at læse og tage til mig!


    • nov 18, 2013
      6:11 pm

      sundforsjov

      Kære Sussi
      Hvor er det dejligt, du skriver og ikke mindst deler din taktik 🙂 Jeg kan godt afsløre, at vi er mange i sammen både og det fedeste er, at du tør indrømme det. Jeg møder folk, som simpelthen ikke forstår det og som nærmest kan blive lidt forargede over “løsningen”, men det er bare sådan den er – i hvert fald i starten, hvor der skal knækkes en vane. Og det kan man ikke før man stopper med at dømme og i stedet accepterer sit udgangspunkt. Tak for din positive respons 🙂
      KH Charlotte


  2. nov 18, 2013
    6:00 pm

    Christa

    Uha…det lyder meget velkendt…. Min kære svigerfar drikker cola, så det har vi altid til overs, når de har været her – og det er tit…

    Det eneste, der dur på mig er helt og aldelels NUL sukker politik i mit hoved – enten eller… Forhåbentlig kan jeg bløde lidt op for det på et tidspunkt, men forskellen på mig med og uden sukker er helt vildt…
    Med sukkerindtag har jeg hele tiden “cravings” og fokuserer hele tiden på mad og kan ikke vælge det sunde og “gemmer” også mit indtag for min omverden.
    Uden sukkerindtag, er det en helt anden sag. Jeg føler mig glad og sund og tager de “rigtige” valg og har ikke det samme fokus og trang til at putte i munden hele tiden…


    • nov 18, 2013
      6:14 pm

      sundforsjov

      Kære Christa
      Fedt at du skriver 🙂 Nogle gange skal der bare et drastisk skridt til. Sukker kan være så voldsomt for vores krop og vores belønningssystem. Det findes et studie, hvor rotter – som er afhængige af heroin – begynder at foretrække sukker fremfor heroin, når de får valget, simpelthen fordi det giver et større “fix”. Så det er virkelige stærke sager, som vi har med at gøre, når vi taler sukker.
      KH Charlotte


  3. nov 19, 2013
    11:14 am

    Dorte Petersen

    Hej Charlotte
    Kender godt til det med rester. I lørdags holdt vi Mortens aften, der var jo alt for meget(igen).
    Jeg havde lavet en rødkålssalat, så jeg ikke skulle have den alm. rødkål, men havde også en lille portion af min sædvanlige spidskålssalat. Men jeg holdte mig fra kartoflerne. Jeg fik jo hurtig ondt i maven.
    Desserten var citronfromage. Der blev lavet til 8 personer, men alligevel blev kun halvdelen spist.
    Så derfor var der mange rester. Hvis jeg boede alene ville jeg smide det hele ud. Men jeg bor jo med en der er glad for mad. Så det står og frister.
    Jeg har det ikke sådan at det ingen ser tæller ikke. Jeg er fuld klar over regnskabet, når jeg spiser udenfor måltider og mængden af maden.
    Jeg skal nok lære at beregne mængden der skal serveres, så der ikke bliver så mange rester.
    Hilsen
    Dorte


    • nov 19, 2013
      2:51 pm

      sundforsjov

      Kære Dorte
      Ja altså – det er jo lige netop, som du skriver her, også en mulighed at beregne mængderne lidt anderledes 😉 Det er jo uden tvivl den bedste og billigste løsning! Så er der jo en ny udfordring til næste gang, der kommer gæster 😉
      Kærlig hilsen Charlotte


  4. nov 24, 2013
    11:12 pm

    Jette

    Man kan nærmest sidde i sofaen og håbe at gæsterne ikke spiser op, så man kan sluge det hele i løbet af nul komma dut, så snart døren er smækket bag dem….. Jeg ved faktisk ikke om jeg er holdt op eller om jeg stadig reagerer sådan, i hvert fald kom jeg straks i tanke om hvordan man kan håbe på at gæsterne ikke spiser det hele!! Så indeni er det det samme gamle spil ; ) Jeg mener dog jeg har forbedret mig ; )


    • nov 24, 2013
      11:34 pm

      sundforsjov

      Det kan man faktisk Jette 🙂 Og ærlig talt så kan det stadig ske for mig – også selvom det er blevet sunde sager. De kan jo sagtens være syndige nu og da 😉 Så selvom der er sket forbedringer, så skader det aldrig med en god portion bevidsthed og selverkendelse.
      Kærlig hilsen Charlotte

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *