Alt det som ingen ser, tæller ikke … eller…
Vores yngste datter havde fødselsdag i går og det fik mig til at tænke på “gamle dage”, hvor et scenarie udspillede sig hver gang vi havde holdt “fest”.
Måske kender du scenariet?
I skal have gæster. Du har handlet ind og lavet super, lækker mad. Der er skønne lækkerrier og alt hvad hjertet (eller hjernen) kan begære. Alt går fantastisk, mens det hele står på. Du er i fuld kontrol over dig selv og det, du spiser … lige indtil gæsterne går hjem.
Hvad sker der så? Vanens magt tager over!!!
Du kan ikke slippe tanken om alle de skønne rester, som står ude i køkkenet. Rent ud sagt, så plager lækkerierne dit sind og får nærmest din krop til at skrige. Du kan ikke (lige meget hvor hårdt du kæmper) holde nalderne væk. Du må bare lige have en bid – som bliver til en bid mere – og til sidst er der så lidt tilbage, at du lige så godt kan spise det hele.
Det er sket for mig en milliard gange (hvis ikke en million).
Jeg har altid holdt mig selv i kort snor, når vi havde gæster (som barn gjorde min mor det), men så snart jeg var alene, var det som om, en indre djævel gik op i mig og højlydt råbte: ”SÅ – nu er det NU. Nu er der ingen, der ser dig. Ingen der kan sige stop. Ingen der kan give dig skyldfølelse. Ingen der kan komme med dømmende bemærkninger eller bebrejdende blikke. Nu er der kun dig og du kan nyde det HELE. Bare giv den gas”.
Sådan et mønster ændrer man ikke bare over natten. Der kræver først og fremmest en erkendelse af, at det forholder sig sådan og dernæst at man er villig til at arbejde bevidst med at knække vanen.
En af måderne hvorpå man kan gøre dette, er, ved at have en strategi. En realistisk strategi. Det nytter ikke noget, at man “bare” beslutter sig for, at man ikke vil spise resterne i denne omgang. Der skal kraftigere midler til.
I starten af mit vægttabsforløb besluttede jeg mig derfor for at smide alle rester ud eller give dem væk, når vi havde holdt fødselsdag eller fest (du kan ikke spise dét, der ikke er der). Min mand var ved at omkomme, når jeg skruede proppen af en halvfyldt colaflaske og vendte bunden i vejret og gjorde det sammen med slikskålen. “JAMEN – det kan da gemmes til…” – “Det er da spild af penge” osv.
Men det kunne ikke gemmes, for den eneste det blev gemt til, var mig (og i nogle tilfælde også min mand, hvis han kunne nå det!) og det var ikke spild af penge, for de penge vi sparede, brugte jeg på at købe mirakelkure, som kunne hjælpe mig, når jeg blev ked af mit spejlbillede igen.
Hvordan har du det ved festlige lejligheder eller måske rettere bagefter, når du er alene? (det kan også være, når du kommer hjem fra arbejde og er alene). Kan du kende scenariet?… jeg siger det ikke til nogen!!!
Hvordan påvirker dét, at du er alene din trang til at spise? Og hvad gør du i sådanne situationer?
Tilbage
