EmediateAd
Sund for Sjov

Hyldest til de herlige bønnefritter

I dag har jeg lyst til at bruge et helt indlæg på én grøntsag: den grønne bønne også kaldet haricots verts!

Hvorfor?

Fordi denne ene grøntsag (dog kun når den er tilberedt på en bestemt måde) kan få vores børn (+ mig selv og manden) til at guffe løs.

Forestil dig et øjeblik, at du tager en pose grønne bønner, kommer dem i kogende vand, sætter dem på bordet og kalder: ”så er det bøøønner”. Hvordan tror du, dine børn vil reagere? Måske kan du allerede se deres ansigt?

Forestil dig så, at du kommer en pose bønner op på en bageplade sammen med et par klatter smør og lidt havsalt. Bager bønnerne i ovnen til de er sprøde og råber: ”så er det bønnefriiiitter”. Hvordan tror du nu dine børn reagerer?

Hjemme hos os sker det i hvert fald noget, når ordet ender på ”fritter”.

Hvad enten det er en pose bønner på 500 g eller på 750 g, så kan jeg garantere, at de alle er væk, når måltidet er omme!

Forleden var vi så ude og handle, og da vores ældste peger på fryseboksen og siger ”vi skal også have bønnefritter mor”, bliver vores yngste helt skæv i ansigtet og siger: ”spiser jeg det?”.

”Det gør du min pige. Det er bønnefritter” – hvortil vores datter svarer: ”hmmm”.

Nå men altså tilbage til den oprindelige hyldest – hvis du ikke allerede har prøvet denne fremgangsmåde, så får du opskriften her:

Ingredienser:

  • 1 pose haricots verts
  • 1 par gode klatter smør
  • et godt drys havsalt

Sådan:

Kom bagepapir på en bageplade og bred bønnerne ud på pladen. Kom er par klatter smør oven på bønnerne og drys med havsalt.

Bag bønnerne midt i ovnen på 180-200 grader varmeluft i ca. ½ time. Vend dem gerne rundt er par gange undervejs og hold øje med dem. Bliver de sprøde før tid, så tager du dem selvfølgelig ud.

That’s it.

bønnefritter

Og husk, at denne fremgangsmåde også kan bruges på butternut squash og knoldselleri og selvfølgelig de helt gængse rodfrugter som rødbede, gulerødder, pastinakker, persillerødder m.fl.

Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *