Det bedste ved at blive ældre
Det spørgsmål dumpede på en eller anden naturlig måde ind i mit sind i dag. Jeg fylder 35 år og egentlig er det jo ikke nogen alder, men når man så vågner op til en omgang forkølelse og hævede øjne (vel og mærket uden make-up), ja så er det sgu lige før jeg træder et skridt baglæns og råber: ”hvem er du!!!”.
I går aftes blev jeg ellers inviteret på spa og welness (fantastisk hvad et gammelt badeværelse kan trylles om til i barnefantasien) og fik diverse kure af tøserne, som skulle gøre mig 10 år yngre!
Vores skønne, filosofiske datter havde så fint skrevet i fødselsdagskortet, at det bedste ved at blive ældre er, at man bliver klogere (hun er 9 år!) og jeg må da give hende ret. For selv om vi alle taler så meget om alder og om at blive ældre, så tror jeg rent faktisk ikke, at jeg ville bytte. Livet er jo i den grad en rejse og jo ældre jeg bliver, dets mere lægger jeg mærke til, at jeg år for år lærer noget nyt og får dybere og dybere indsigt i livet og alle de mønstre, som enten løfter os op eller trækker os ned. Det er jo en rigdom, der vil noget!
Og når alt dette er sagt, så skal vi selvfølgelig også vende maden og det at turde stå ved sig selv og sine madvaner. For selvom jeg efterhånden har levet sundt og en del anderledes en størstedelen af min familie i snart 8 år, så får jeg stadig bemærkninger i forhold til den mad jeg spiser (eller ikke spiser). Og gider man høre på alle disse kommentarer på ens fødselsdag?
Egentlig ikke, men set i det store perspektiv, så er det jo også en del af livet at møde mennesker, som man ikke nødvendigvis deler holdninger med. Og det er okay!
Det nemmeste ville selvfølgelig være at lave en menu, som falder i familiens smag – altså den traditionelle med sovs, kartofler, boller, lagkage osv. … eller ville det? For inderst ville jeg trods ”freden” føle, at jeg svigtede mig selv.
Derfor blev konceptet ”keep-it-simpel-sund-hverdagsmad” og menuen stod på:
- Gullash (som havde simret hele dagen)
- Blomkålsris
- Spagetti af squash
- Bønnefritter
- Kogte kartofler
Og til dessert – en semi sund variant – knasende lækre kakao kanter med vaniljeis
Det har været en super dejlig dag og inden jeg går mæt, glad og taknemlig (på flere planer) til køjs, så får du lige et par stemningsbilleder fra i går aftes og dagen i dag.
Tilbage