EmediateAd
Sund for Sjov

Opfølgning på stenalderkost – ”det var faktisk meget sjovt”

Stenalder i 14 dageI januar kastede familien og jeg os sammen ud i et 14 dages projekt på ren stenalderkost. Egentlig er vi i bund og grund ”bare” en familie som spiser rigtig mad af gode, sund og naturlige råvarer. Vi tager udgangspunkt i vores familie, vores hverdag og fællesskab og de signaler som vores kroppe sender os og sammensætter så vidt muligt vores kost herudfra.

Men som jeg også skrev i januar, så sker det, at FORVENTNINGER har det med at spænde ben for en sund livsstil og nye initiativer eller opskrifter. Nøddebrødet smager bare ikke lige så godt – i hvert fald i følge min mand og mine børn – når man forventer ”det gamle” eller ”det traditionelle”. Og det er jo nemmere liiiige at vælge rugbrødet, når det nu ligger der i kassen alligevel. Det har til tider kunne give nogle diskussioner, men så pludselig før jul foreslog manden – helt på eget initiativ – at vi lavede et familieprojekt på 14 dage i det nye år, hvor vi levede kornfrit og det tog jeg selvfølgelig imod med kyshånd. YEAHH.

I sidste uge fik jeg så en mail fra Lotte, som følger bloggen og som længe har tænkt over, hvordan det egentlig gik med vores familieprojekt. Hun var så nysgerrig for at høre, om jeg havde blogget om en opfølgning på projektet og ærligt, det har jeg faktisk ikke.

Så her får I den…

Vores ældste datter sagde meget umiddelbart, da jeg spurgte ind til projektet: ”det var faktisk meget sjovt. Det var spændende at opleve, hvordan de levede i gamle dage”. Jeg savnede mest brødet, men samtidig var det spændende at få nye og anderledes ting i madpakken.

Vores yngste datter sagde, at det var okay. For hende var den største udfordring uden tvivl også brødet som manglede i madpakken. Manden syntes sådan set også, det var ”okay” – dog havde han også svært med at undvære brød og kartofler, men omvendt var det nemmeste at få mere grønt ind i maden med råkost og friskpresset juice.

Så alt i alt – fint nok

Selv syntes jeg, det var top lækkert. Vi fik så mange lækre retter og anretninger og jeg følte mig i den grad forkælet. Det var blandt andet i de 14 dage, at vi fik lavet de toplækre stenalderboller, tebirkes, hindbærroulade og mormorkringlen.

Og så var der også noget helt andet i det for mig. Jeg følte mig i den grad som en del af et fællesskab hvor jeg hørte hjemme. Selvom jeg holder fast i min sunde livsstil, så skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg i perioder har følt mig ensom, fordi manden og pigerne har holdt fast i ”den gamle, traditionelle livsstil” og spiste ekstra pasta eller lasange med ekstra ost, når mor var ude af døren. Og der har uden tvivl være dage og perioder, hvor jeg har følt, at min mand og jeg har trukket i hver sin retning og, at alt det sunde, som jeg kæmpede for og gerne ville videregive til vores børn var nyttesløst. Så set fra min side så føler jeg faktisk, at det har givet mit ægteskab et boost i den absolut rigtige retning.

Efter 14 dage satte vi os sammen ned, så hinanden i øjnene og sagde ”hvad så?”. Og så kom pigerne med et forslag: ”skal vi ikke fortsætte med at leve stenalderkost resten af året i hverdagen og så i weekenden, så kan vi spise brød, ost og kartofler, hvis vi har lyst – og så fredagsslik selvfølgelig?”.

Selvom det kunne være sjovt at køre linen ud, så er det samtidig vigtigt for mig, at vi som familie er lydhør overfor hinanden og at vores livsstil ikke bliver et enten eller. Som barn skulle jeg spise anderledes end alle andre, fordi jeg var tyk og min mor var bange for, at det ville eskalere. Jeg endte med at blive møj trodsig og spise alt det usunde, når ingen andre kunne se det – altså i smug hvor jeg endelig fik lov – og hvor effektivt var det så?

En sidste refleksion som jeg syntes er relevant at få med er, at jeg har tænkt, at de 14 dage gik så godt og nemt, fordi jeg lavede mange tallerkenanretninger – altså i stedet for at sætte panden med røræg, skåle med frugt og nødder på bordet om morgenen, så anrettede jeg det pænt på en tallerken til hver enkel. På den måde blev det også nemmere at nyde det, der var.

Jeg husker også, at jeg tænkte: “hvis det tager 2 timer at lave tebirkes, så skal de dældulma også holde til mere end et måltid”. Og på den måde blev det ikke noget med: ”holdt nu, nu har du fået nok”. Det blev i stedet: ”det er så lækkert og tidskrævende, at vi nyder hver enkelt og deler portionen ud, så vi kan nyde det over flere gange – uhm”.

Ja, sådan gik det. Vi har siden slutningen af januar levet stenalderkost i hverdagen og gemt “de mere usunde ting” til weekenden – hvis vi havde lyst.

Jeg spurgte pigerne i går, hvordan de kunne tænke sig at leve når de blev store og flyttede hjemmefra (og det ved jeg selvfølgelig godt kan ændre sig mange gange). Vores ældste svarede: Jeg vil rigtig gerne leve sundt og holde mig til 2 stykker brød om dagen. Vores yngste var meget ”tro” og sagde: ”jeg vil gerne leve som dig mor med grøntsager og sådan” (tror måske, at hun gerne ville score et par ekstra point 😉 ).

Hvad tænker du om projektet? Kunne du selv finde på det og hvis – hvordan ville du så gribe det an?

Tilbage

6 kommentarer


  1. mar 31, 2014
    2:10 pm

    Janicke Kittilsen

    Hei kjære Charlotte 😀 Så spennende å lese om deres erfaringer. Vi spiste jo sånn hele familien i noen år, men så begynte barna å spise pasta, brød og sukkertøy hos andre. Nå har jo mine barn blitt store 16 og 11 år så min mann og jeg spiser lchf og barna får bestemme selv. Det har resultert til at Mia på 11år har merket at magen ikke fungerer så bra med brød og blir oppblåst. Så nå har hun selv bestemt at hun ikke skal spise så mye brød. Jeg synes det er en god løsning dere har kommet fram til. Stor klem fra Janicke.


    • apr 1, 2014
      11:03 pm

      sundforsjov

      Kjære Janicke 🙂
      Sjovt som det bare ændrer sig med børnene. Jeg tror også, at de nok skal finde deres platform og hvile i sig selv med deres beslutning, hvis de får plads til at mærke rigtig efter. Det er jo en helt anden motivation, når man selv mærker effekten på egen krop og ikke bare “gør som der bliver sagt” 🙂
      Hils familien mange gange!
      Krammer Charlotte


  2. apr 3, 2014
    11:10 am

    Rikkeprikke

    Åh, jeg kender det med ensomheden. Sådan er det også herhjemme. Jeg forsøger så vidt muligt, at finde en middelvej, men det er svært. Og det gør også, at jeg ind i mellem vælger mig selv fra, simpelthen fordi jeg ikke orker, at lave noget særligt ekstra til mig. Jeg er rigtig træt, at alt hvad, der har med mad at gøre for tiden. Synes, der er så meget, jeg ikke kan tåle, ikke har godt af eller fravælger af andre årsager. Det der står tilbage på min positiv liste, det er ikke meget, og det er slet ikke noget, som mine børn er interesseret i. Så bum bum, her står jeg nu. træt af mad!!


    • apr 3, 2014
      12:39 pm

      sundforsjov

      Kære Rikke
      Det kan jeg sagtens nikke genkende til. Måske skal du bare give dig selv lov til at “slippe” og sige det højt: “jeg er pisse træt af mad, træt af at jeg er sart og ikke kan tåle en skid. Træt af, at det hele skal være så møj besværligt. Det giver luft og det letter at få “lorten” ud og pludselig kommer jordforbindelsen og evnen til at se muligheder – igen. Ikke fordi du presser dig selv til det, men fordi du har fået luft og ny energi ved at slippe ærligheden og følelserne ud 🙂 Så: “selvom jeg er pisse træt af mad, så elsker og accepterer jeg mig selv – præcis, som jeg er” <3
      Kram Charlotte


  3. apr 7, 2014
    10:46 am

    Inge

    Kender godt den følelse af, at der trækkes i hver sin retning. Vil så gerne give sundhed videre, men må acceptere, at familien ikke altid er klar til sundheden. Må også acceptere, at det er deres valg.
    Flot at I har haft det projekt kørende, og dejligt med den nye plan.
    Har altid gået meget op i anretningen af maden, og det er tidskrævende, men lækkert at få serveret en anrettet tallerken. Så kan køkkenet også være ryddet, så der falder mere ro over måltidet og den hyggestund det gerne skal være.


    • apr 8, 2014
      12:18 pm

      sundforsjov

      Lige præcis Inge 🙂 Det skal nemlig være en værdifuld stund, hvor vi fylder vores krop med værdifuld næring. Det er også interessant at kigge på sin tallerken om mærke, hvilket signal man sender til sig selv. Er det bare noget, som er sundt, der er kastet op på tallerkenen og hvis ja, hvad signalerer jeg da til mig selv? Er jeg ikke værd at bruge tid på? Ville jeg servere denne anretning for andre? Hvis nej, hvorfor gør jeg det da for mig selv? osv. Så anretning er super vigtig 🙂
      Kærlig hilsen Charlotte

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *