Opfølgning på stenalderkost – ”det var faktisk meget sjovt”

I januar kastede familien og jeg os sammen ud i et 14 dages projekt på ren stenalderkost. Egentlig er vi i bund og grund ”bare” en familie som spiser rigtig mad af gode, sund og naturlige råvarer. Vi tager udgangspunkt i vores familie, vores hverdag og fællesskab og de signaler som vores kroppe sender os og sammensætter så vidt muligt vores kost herudfra.

Men som jeg også skrev i januar, så sker det, at FORVENTNINGER har det med at spænde ben for en sund livsstil og nye initiativer eller opskrifter. Nøddebrødet smager bare ikke lige så godt – i hvert fald i følge min mand og mine børn – når man forventer ”det gamle” eller ”det traditionelle”. Og det er jo nemmere liiiige at vælge rugbrødet, når det nu ligger der i kassen alligevel. Det har til tider kunne give nogle diskussioner, men så pludselig før jul foreslog manden – helt på eget initiativ – at vi lavede et familieprojekt på 14 dage i det nye år, hvor vi levede kornfrit og det tog jeg selvfølgelig imod med kyshånd. YEAHH.

I sidste uge fik jeg så en mail fra Lotte, som følger bloggen og som længe har tænkt over, hvordan det egentlig gik med vores familieprojekt. Hun var så nysgerrig for at høre, om jeg havde blogget om en opfølgning på projektet og ærligt, det har jeg faktisk ikke.

Så her får I den…

Vores ældste datter sagde meget umiddelbart, da jeg spurgte ind til projektet: ”det var faktisk meget sjovt. Det var spændende at opleve, hvordan de levede i gamle dage”. Jeg savnede mest brødet, men samtidig var det spændende at få nye og anderledes ting i madpakken.

Vores yngste datter sagde, at det var okay. For hende var den største udfordring uden tvivl også brødet som manglede i madpakken. Manden syntes sådan set også, det var ”okay” – dog havde han også svært med at undvære brød og kartofler, men omvendt var det nemmeste at få mere grønt ind i maden med råkost og friskpresset juice.

Så alt i alt – fint nok

Selv syntes jeg, det var top lækkert. Vi fik så mange lækre retter og anretninger og jeg følte mig i den grad forkælet. Det var blandt andet i de 14 dage, at vi fik lavet de toplækre stenalderboller, tebirkes, hindbærroulade og mormorkringlen.

Og så var der også noget helt andet i det for mig. Jeg følte mig i den grad som en del af et fællesskab hvor jeg hørte hjemme. Selvom jeg holder fast i min sunde livsstil, så skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg i perioder har følt mig ensom, fordi manden og pigerne har holdt fast i ”den gamle, traditionelle livsstil” og spiste ekstra pasta eller lasange med ekstra ost, når mor var ude af døren. Og der har uden tvivl være dage og perioder, hvor jeg har følt, at min mand og jeg har trukket i hver sin retning og, at alt det sunde, som jeg kæmpede for og gerne ville videregive til vores børn var nyttesløst. Så set fra min side så føler jeg faktisk, at det har givet mit ægteskab et boost i den absolut rigtige retning.

Efter 14 dage satte vi os sammen ned, så hinanden i øjnene og sagde ”hvad så?”. Og så kom pigerne med et forslag: ”skal vi ikke fortsætte med at leve stenalderkost resten af året i hverdagen og så i weekenden, så kan vi spise brød, ost og kartofler, hvis vi har lyst – og så fredagsslik selvfølgelig?”.

Selvom det kunne være sjovt at køre linen ud, så er det samtidig vigtigt for mig, at vi som familie er lydhør overfor hinanden og at vores livsstil ikke bliver et enten eller. Som barn skulle jeg spise anderledes end alle andre, fordi jeg var tyk og min mor var bange for, at det ville eskalere. Jeg endte med at blive møj trodsig og spise alt det usunde, når ingen andre kunne se det – altså i smug hvor jeg endelig fik lov – og hvor effektivt var det så?

En sidste refleksion som jeg syntes er relevant at få med er, at jeg har tænkt, at de 14 dage gik så godt og nemt, fordi jeg lavede mange tallerkenanretninger – altså i stedet for at sætte panden med røræg, skåle med frugt og nødder på bordet om morgenen, så anrettede jeg det pænt på en tallerken til hver enkel. På den måde blev det også nemmere at nyde det, der var.

Jeg husker også, at jeg tænkte: “hvis det tager 2 timer at lave tebirkes, så skal de dældulma også holde til mere end et måltid”. Og på den måde blev det ikke noget med: ”holdt nu, nu har du fået nok”. Det blev i stedet: ”det er så lækkert og tidskrævende, at vi nyder hver enkelt og deler portionen ud, så vi kan nyde det over flere gange – uhm”.

Ja, sådan gik det. Vi har siden slutningen af januar levet stenalderkost i hverdagen og gemt “de mere usunde ting” til weekenden – hvis vi havde lyst.

Jeg spurgte pigerne i går, hvordan de kunne tænke sig at leve når de blev store og flyttede hjemmefra (og det ved jeg selvfølgelig godt kan ændre sig mange gange). Vores ældste svarede: Jeg vil rigtig gerne leve sundt og holde mig til 2 stykker brød om dagen. Vores yngste var meget ”tro” og sagde: ”jeg vil gerne leve som dig mor med grøntsager og sådan” (tror måske, at hun gerne ville score et par ekstra point 😉 ).

Hvad tænker du om projektet? Kunne du selv finde på det og hvis – hvordan ville du så gribe det an?

Tilbage