EmediateAd
Sund for Sjov

”Nu skal du da ikke gå hen og blive fanatisk!”

Alle har et grundlæggende behov for at føle sig accepteret og “passe ind” – både i familien og på arbejdspladsen (ja for den sags skyld også i andre sammenhænge og fællesskaber). Af samme grund har både familie, venner og kollegaer en stor indflydelse på vores vægt.

Når det handler om mad og madvaner, har vi nemlig en tendens til at ”rette ind” og spise noget, vi egentlig ikke havde lyst til eller i det hele taget bare spise mere – både af det sunde og det usunde (også selvom det er stik imod vores inderste ønsker og drømme).

Helt instinktivt søger vi fællesskabet på grund af et et urgammelt instinkt i os, som ved, at vi er sårbare og et let bytte i ødemarken, når vi står alene. Og af samme årsag ender rigtig mange med at falde tilbage til dårlige vaner – enten for en tid, når de er på arbejde, sammen med familien til festlige lejligheder eller på fuld tid, da det er svært (og en stressfaktor) at føle sig alene i sin egen familie dag ud og dag ind.

Det hele kan sættes i gang af ord og formaninger om, at man da ”heller ikke skal gå hen og blive fanatisk”, eller ”heller ikke skal tabe sig mere” osv. Og det kan være svært at takle, fordi de fleste af os føler os angrebet og såret (og skubbet uden for fællesskabet), når vi bliver mødt med sådanne ord. Ofte føler vi os dømt og sat i bås som fanatiske uden selv at ville det – men hvorfor?

Det rører ved rigtig mange følelser, når vi ændrer adfærd.

I bund og grund skal vi forstå, at det at blive stemplet som “sundhedsfanatisk” ofte kun er en “etiket” eller en fordom, som andre forsøger at presse ned over os for ikke at mærke deres egen angst eller dårlige samvittighed. Hvis VI er de fanatiske, så behøver de ikke føle dårlig samvittighed over at holde fast i ”det normale” og en livsstil, som de måske inderst inde godt ved ikke gør dem godt.

Jeg møder stadig den dag i dag folk som antaster min måde at leve og spise på, også selvom jeg føler, den er ret afbalanceret. Ofte starter sætningen med: ”nu skal du da ikke gå hen og blive fanatisk – det er da ikke sundt” og så bliver den fulgt op af: ”jeg har spist kartofler, siden jeg var barn, og det har jeg det rigtig godt med”.

Og alt dette sker ved min blotte tilstedeværelse. Uden at jeg har kommenteret, hvad andre spiser, hvordan de “bør” spise eller noget andet. Blot ved at de ser, hvad jeg kommer på min tallerken (og så glemmer de alligevel det stykke chokolade, som jeg gerne nyder til en kop kaffe).

Jeg har efterhånden vænnet mig til det og jeg ved, at det i bund og grund slet ikke handler om mig. Derfor kan jeg også svare: ”godt for dig – det skal du da endelig fortsætte med. Jeg spiser, som jeg gør, fordi jeg bliver glad og energifyldt af det, så jeg kan slet ikke kan lade være”. Det plejer at lukke munden på de fleste.

Men begynder jeg at forsvare mig selv, begrunde, argumentere og komme med henvisninger til forskning, så ender vi ud i en lang diskussion, hvor vi begge i bund og grund står og kæmper om retten til sandheden og følelsen af at blive hørt. Og i virkeligheden er det slet ikke nødvendigt, for den eneste vi behøver at føle os hørt og accepteret af – er os selv.

Vil vi have succes med en livsstilsomlægning, skal vi være yderst opmærksomme på, at vi ikke lader andres følelser og adfærd styre vores beslutninger og i sidste ende vores vægt. I starten af en livsstilsændring gør vi klogt i at være særlig opmærksom på frygt fra vores omgivelser og udvise en vis portion overbærenhed – men kun til et hvis punkt!

Vi må endelig ikke ende med at gøre andres følelser til vores ansvar, dem må de selv tage hånd om. Husk på et sundt liv og en vægt i balance først og fremmest handler om os selv og ikke om vores omgivelsers følelser!

Vil du have 5 tips med på vejen, så kan du finde dem sidst i denne artikel.

Tilbage

6 kommentarer


  1. apr 4, 2014
    12:29 pm

    Jane Rødgaard Uhrenholt

    Godt skrevet! Det er nemlig noget, der godt kan provokere folk, når man fravælger nogle fødevarer, de selv sidder og mæsker sig i 😉

    Jeg oplever det tit med en enkelt kollega på arbejdet, der bliver ved med at spørge, om jeg ikke skal have noget, når der bliver givet morgenbrød. Jeg siger bare pænt “nej tak” 🙂 Men det har også taget et par tilløb fra min side helt at sige nej til brød på arbejdet, fordi det jo netop er en del af fællesskabet. Til gengæld har kroppen det godt med det 😀


    • apr 4, 2014
      2:00 pm

      sundforsjov

      Kære Jane
      Flot at du tog tilløb og turde lytte til og vælge dig selv – godt gået 🙂 🙂
      Kærlig hilsen Charlotte


  2. apr 4, 2014
    10:16 pm

    Anne

    Hej Charlotte

    Rigtig skrevet og lige netop det, der i hvert fald for mig gør det ret svært. Jeg syntes det er svært at sige nej til “fællesskabet” og skynder mig altid at benægte hvis nogle spørger om jeg er på kur.
    Kh Anne


    • apr 5, 2014
      10:19 am

      sundforsjov

      Kære Anne
      Du er bestemt ikke den eneste, som har det sådan. Tak for din ærlighed 🙂
      Kærlig hilsen Charlotte


  3. apr 11, 2014
    11:00 am

    Rikkeprikke

    Dejligt indlæg Charlotte 🙂
    Jeg er helt enig, det er bare rigtig svært nogle gange. Jeg har oplevet det utallige gange, fordi jeg har fravalgt kød og lever som vegetar. Men det er på en eller anden måde nemmere og mere acceptabelt end det er at fravælge korn. Så bliver det pludselig virkelig besværligt! Folk kan præcis ikke lide at det sætter spørgsmålstegn ved egne valg, og det kan samtidig give en masse sårede følelser. Så er det nogle gange nemmere bare at spise de boller og så komme videre. Også selvom jeg ikke vil have dem….


    • apr 11, 2014
      11:40 am

      sundforsjov

      Kære Rikke
      Du har ret – på kort sigt virker det bare så meget nemmere og som den hurtigste vej til “fred”, men som regel kommer den ægte fred ikke, fordi vi har sat og selv til side og accepteret mindre end det, vi i virkeligheden fortjener – accept og at blive set, rummet og værdsat – præcis, som vi er. Jeg hørte forleden BS sige, at vi skal kæmpe for det gode liv, det kommer ikke af sig selv, og jeg må sgu give manden ret 🙂
      Kærlig hilsen Charlotte

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *