EmediateAd
Sund for Sjov

“Jeg fik lyst til is, men hvorfor … “

Har du nogensinde tænkt over, om du spiser på følelser?

Jeg møder af og til personer, som prompte afviser tanken og siger: ”mig – nej – jeg spiser i hvert fald ikke på følelserne”.

I bund og grund er jeg overbevist om, at alle spiser på følelserne. Det er bare ikke alle, som har erkendt, at de gør det. I mange år var jeg 100 % sikker på, at jeg ikke spiste rester. “Jeg var da ikke en skraldespand”, tænkte jeg, indtil jeg en dag tog mig selv i at række ud efter et stykke smørbagt tærte på min datters tallerken, da jeg ryddede af bordet.

Den samme erkendelse går ofte op for mine klienter, når de får til opgave at vende blikket indad. Forleden fortalte en af mine klienter mig, at hun havde opdaget, at hun var gået trist fra et møde, og da hun kom hjem, fik hun lyst til is. Hun orkede ikke at lave mad, så hun gav efter for trangen til is, men var overrasket over sin adfærd og havde svært ved at gennemskue sammenhængen.

Vi gik dybere ind i episoden, da et af hendes mål med at gå hos mig er, at blive mere bevidst omkring sin adfærd og sine spisemønstre. Jeg spurgte hende, om der var noget, hun ikke havde fået sagt til mødet. Noget hun havde “bidt i sig”. Eller omvendt, om der var noget hun havde forsøgt at sige, som ikke var blevet modtaget eller forstået?

Og det var der!

Uden at gå for meget i detaljer havde hun forsøgt at sætte ord på sin situation og havde hverken følt sig set eller forstået. Hun havde mærket både frustration og afmagt under mødet over ikke at være ”blevet mødt”, der hvor hun var.

Jeg bad hende mærke følelserne i sin krop. Mærke den anspændthed, hun havde haft. Mærke sit blodtryk og sagde så, om det kunne tænkes, at hun havde brugt sukkeret og isen til at ”komme ned”. Om isen havde hjulpet hende med at kontrollere og undertrykke alle de grimme ord, som hun i virkeligheden havde haft lyst til at sige. Og det gik pludselig op for hende, at det var lige netop dét, der var sket. Isen havde fået hende til at ”falde til ro” og forblive den “pæne” pige.

Ved at vende blikket indad fik hun pludselig en helt ny indsigt i sig selv, sin adfærd og sit spisemønster. Vi fandt nye måder hvorpå, hun kunne ”få luft” og ”falde ned”, når hun i fremtiden mødte udfordringer og situationer, som kunne minde hende om den, der havde fået hende til at spise med følelserne.

Hvad tænker du? Kan du genkende dig selv i historien eller er du stadig overbevist om, at du aldrig spiser på følelserne?

Tilbage

8 kommentarer


  1. apr 14, 2014
    10:38 am

    Inge

    Der er da ingen tvivl om, at vi alle spiser med følelserne, eller undlader at spise.
    Men hvor er det inspirerende at læse, hvor langt du kommer rundt, og hvor lærerigt det er for os andre også.
    Men jeg ved jo at du er GUDDOMMELIG dejlig.
    Rigtig god påske til alle.


    • apr 14, 2014
      10:47 am

      sundforsjov

      Tak for dine søde ord Inge 🙂
      Vi spiser alle med følelser, men det er virkelig en erkendelse og en vigtig en af slagsen for mange. Og af samme årsag er det bare så rart at høre, at vi ikke er alene eller mærkelige. Det er helt normalt og igen altid et forsøg fra kroppen side på at fortælle os noget.
      Rigtig god påske til dig og dine.
      Kram Charlotte


  2. apr 14, 2014
    12:05 pm

    Louise

    Kan bare så genkende mig selv i det du skrev. ..
    Går pt hjem på barsel med min søn på 2 mdr., og har desuden en pige på knap 4 år. Er ofte alene med dem begge, og føler mig tit magtesløs. Han er utilfreds, så er hun. Træthed. Ingen tid til mig selv. Osv. Trangen til sukker er større end nogensinde, især om aftenen og om natten, (når jeg vågner for at amme).


    • apr 14, 2014
      1:10 pm

      sundforsjov

      Kære Louise
      Jeg ryger lynhurtigt tilbage og kan så inderligt følge dig! Kan du på nogen måde få tid til at slappe af bare 20 minutter hver dag enten søvn, afslapning eller guidet meditation, så vil jeg SÅ meget anbefale dig det. Det giver dig ro, ny overskud og er faktisk også med til at stabilisere dit blodsukker og jeg havde kæmpe gavn af det under min barsel og mit vægttab.
      Mange tanker Charlotte


  3. apr 14, 2014
    10:00 pm

    Anna

    Tak for en dejlig blog der både er velskrevet, inspirerende og uden tabuer!
    Jeg har selv spist med følelser meget længe, men har aldrig indrømmet det overfor hverken mig selv eller mine omgivelser, da jeg anså det for svagt ikke at kunne styre maden. Hver gang jeg er for stresset eller presset, så får jeg lyst til at begrave mig på sofaen og spise. Det er ligegyldigt om det er sundt eller usundt det der ryger indenbords, det er princippet i at spise for trøst som er usundt. Det sker stadig ind i mellem, men jeg er blevet mere opmærksom på det og arbejder på at bryde mønsteret før det sker 🙂

    Anna – wonderwomanwannabe.dk


    • apr 14, 2014
      10:34 pm

      sundforsjov

      Kære Anna
      Du er lige præcis inde på en meget vigtig pointe – det er møj svært at indrømme netop fordi, det at spise på følelserne bliver forbundet med manglende kontrol og som et tegn på svaghed. I virkeligheden er det slet ikke tegn på svaghed, eller mangel på viljestyrke, men en helt naturlig og menneskelig mekanisme. Flot at du er blevet mere opmærksom på dit spisemønster. Bevidsthed er første skridt til forandring og det lyder som om, du er rigtig godt på vej 🙂
      Kærlig hilsen Charlotte


  4. apr 17, 2014
    9:02 pm

    Rikkeprikke

    Jeg spiser SÅ meget på følelserne, både når jeg spiser sundt, usundt, ja what ever. Men jeg kan bare ikke regne ud, HVAD det er der tricker mig, så langt er jeg ikke endnu 🙂


    • apr 18, 2014
      5:23 pm

      sundforsjov

      Kære Rikke
      Det er en spændende rejse, og svaret skal nok komme, når du er klar til at lede efter det. Det er jeg sikker på 🙂
      Kærligst Charlotte

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *