EmediateAd
Sund for Sjov

Tør du være helt ærlig overfor dig selv?

I disse dage sidder jeg med næsen dybt begravet i materiale til mit lille forløb ”Tænk dig let og glad”. Hovedformålet på dette forløb er at vende blikket indad og arbejde med sig selv og det er der en bestemt årsag til. Bevidsthed er altid første skridt til forandring! Uden bevidsthed er du ikke i stand til at ændre det, som virkelig betyder noget for dig. Manglende bevidsthed, ærlighed og selvindsigt er af samme årsag ofte en meget overset udfordring i et vægttabsforløb.

Er du hoppe på en endnu en slankekur eller et nyt kostprincip med en formodning om, at det klarer du nemt, hvis bare du følger madplanen eller kostprincipperne og dyrker lidt ekstra motion, så er du muligvis godt i gang med at udsætte dig selv for en ordentlig omgang selvbedrag. Det er muligt, at du prøver at beskytte dig selv for smerte ved at barrikadere dig bag forsvarsmekanismer som manglende overskud til at arbejde med dig selv, at det ikke ”er det rette øjeblik”, at du ikke har råd til det sunde mad, at du mangler overskud og tid til dig selv i det daglige osv. Sådanne forsvarsmekanismer er ikke kun med til at beskytte dig for smerte og holde dig ”indespærret i din tryghedszone”. De er også med til at afholde dig fra at være 100 % ærlig overfor dig selv og fra at indse, at du højst sandsynligt er på vej ud i endnu et mislykket vægttabsforsøg, fordi du ikke har tid eller overskud til at vende blikket indad, bryde din comfortzone og udleve din drøm én gang for alle.

Er du ikke ærlig, kan det blive en ”dyr” affære

Nu er det jo nemt nok at sige, at du ”bare” skal være ærlig. At du bare skal slippe kontrollen, facaden og mærke livet, men hvis det var så enkelt, så havde du sikkert gjort det for længe siden. Jeg er klar over, at du i langt de fleste tilfælde slet ikke er bevidst om, hvornår du er uærlig overfor dig selv eller din omverden. Selvom din underbevidsthed højst sandsynligt skriger og forsøger at råbe dig op, så er du uden tvivl blevet så vant til at ligge låg på dine følelser og skubbe dem til side, at du slet ikke registrerer, hvornår du gør det.

Det er ikke for at fylde dig med hverken skyld eller skam, men derimod for at få dig til at stoppe op og mærke dig selv, at jeg fortæller dig, hvor dyr denne uærlighed kan ende med at blive. Fortsætter du med at vælge de nemme løsninger, kan det i sidste ende koste dig dit helbred. Det kan betyde, at du styrer direkte mod forhøjet blodsukker, diabetes II, forhøjet kolesterol, forhøjet blodtryk, hjerte-kar sygdomme og andre dertilhørende livsstilssygdomme og det fortjener du ikke. Det har aldrig været meningen med dit liv.

Logikken i at være uærlig

Som du muligvis har hørt mig sige før, er der altid en årsag forbundet med din adfærd. Det giver ikke mening, at du skulle have lyst til at være uærlig overfor dig selv – der ligger altid noget andet til grunde.

Måske har du gennem din opvækst lært, at det var nødvendigt at ligge låg på dine følelser og være uærlig for at være en del af fællesskabet? Er du vokset op i et fællesskab, hvor følelser ikke var noget man talte om og hvor du kun fik besvær, konflikter eller blev afvist, når du alligevel forsøgte at trænge igennem, så er det klart, at det skaber angst, når du nu som voksen forsøger at være det.  At være 100 % ærlighed kan for mange være en ufattelig skræmmende ting.

De fleste af os er af den ene eller anden årsag kommet til at tro på, at vi ved at fortælle andre om vores begrænsninger, vores angst eller vores bekymringer udstiller os selv som ”svage” mennesker, men i virkeligheden er det omvendt!

Ærlighed er kun med til at gøre dig stærk. Ægte ærlighed gør, at du i sidste ende bliver i stand til at se dig selv i øjnene og acceptere dig selv præcis, som du er. At du bliver i stand til at møde verden med åbent hjerte, oprejst pande og tænke klar, fornuftige og realistisk, når du støder på udfordringer og kriser. Ærlighed er grundlaget for, at du bliver i stand til at træffe alle de rigtige beslutninger for dig selv, dit liv og din fremtid. For at du kan sætte det helt rigtige mål for dig selv, det rette fokus og træffe de beslutninger, som i sidste ende er altafgørende for, at du når dit mål.

At være ærlig og give ærligt udtryk for hvem du er og hvad du inderst inde føler eller ikke føler, er et menneskeligt og grundlæggende behov og af samme årsag er det nødvendigt for at genskabe balancen og genvinde glæden i dit liv. Selvom det muligvis lyder nemt, så er et liv i glæde ikke nødvendigvis noget, der kommer af sig selv. Det kan kræve hård, fokuseret og til tider langvarig arbejde, men vigtigst af alt – det kan muligt!

Tør du være ærlig og dele, hvor ærlig du er overfor dig selv?

Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *