Spar penge – få det bedste ud af dine rester
For nylig var det oppe i medierne igen – vi smider store mængder mad ud hver uge. Og indrømmet, jeg har været rigtig god til at gøre det selv. For år tilbage var det ikke ualmindeligt, at der pludselig lå et gult broccoli, en kedelig porre eller en brun salat i køleskabet og blot ventede på at blive kasseret, men så kom krisen – altså finanskrisen. Og hvis jeg skal nævne en positiv ting, som jeg i hvert fald har fået ud af denne økonomiske udfordring, så er det at blive mere bevidst om mit madspil og dermed mere kreativ i forhold til at udnytte og omdanne rester til nye, lækre måltider.
Her i påsken lykkedes det mig da også, at lave en lidt for stor portion salat med beluga linser og da vi havde flere påskefrokoster på programmet, ville salaten ende med at blive madspild, hvis jeg ikke brugte den på anden vis. Tænke, tænke, tænke … wupti… det kan da blive til linsefrikadeller.
Du får desværre ingen opskrift i dag, men blot en mulighed for at blive inspireret til at få det bedste ud af dine rester. Hvis du mangler en specifik opskrift, så er disse grønne deller også fantastiske til at få ryddet ud i køleskabet – på den gode måde.
I dette tilfælde blev salaten blendet sammen med æg. Jeg fik revet et par gulerødder, pastinakker og et blomkålshoved og rørt det hele op i farsen sammen med hvidløg, chili, havsalt, stødt koriander, spidskommen og fiberhusk til at binde sammen med.
Frikadellerne blev stegt på panden og da de var afkølet, røg de i fryseren og kan nu bruges til madpakken eller en nem løsning til aftensmad.
Har du et fantastisk tip til, hvordan vi kan bruges vores rester og undgå madspild, så del endelig!
Tilbage