EmediateAd
Sund for Sjov

Spring påsken i møde med Poul Påskehare

Poul påskehareJeg har længe leget med tanken om påskegodter her til bloggen, men hvad skulle jeg dog finde på? Påskeæg med marcipan har jeg blogget om og jeg kunne ikke rigtig komme på andet, som var helt påskeagtigt. Men pludselig poppede inspirationen op lige foran mig på et opslag fra #verdens_piger, som jeg følger på Instagram (et par unge tøser, som virkelig inspirerer mig!).

Pigernes kaninkage er en ”almindelig” kage, så jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg kunne gøre den lidt mere blodsukkervenlig. Måske noget lagkageagtigt og noget med citron (citronen er jo næsten påskegul og jeg elsker den friske smag), så det blev grundformen.

Bundene er lidt gummiagtige efter min smag og næste gang jeg skal lave Poul Påskehare, så skal der eksperimenteres lidt mere med bundene, men det når jeg ikke inden påske og jeg syntes altså, at du skulle have ideen, så du selv kan lege videre. I første omgang får du fremgangsmåden og sidst i indlægget kommer så et forslag til, hvordan du ellers kan lave bundene (og på en lidt hurtigere måde).

Ingredienser til bunde 4 stk.

  • 12 æggehvider
  • 2 bananer (1 banen uden skræl vejer ca. 90 g)

Ingredienser til citroncreme

  • ½ liter sødmælk
  • 4 æg
  • 4 spsk. Maizenamel
  • 1 tsk. Ren vanilje
  • 150 g Sukrin Gold
  • 2 økologiske citroner
  • 3 blade husblas
  • ½ liter piskefløde

Pynt:

  • 1 kiwi
  • Orangestænger
  • Orangeknapper
  • Frysetørrede jordbær

Sådan:

Start i god tid og start med cremen. Den er pænt længe om at køle af. Kom mælk, maizena, ren vanilje og Sukrin gold på i en tykbundet gryde. Kog massen op under konstant omrøring. Når cremen tykner tages den af varmen og køles af. Rør løbende rundt i cremen, mens den køler, så den ikke så nemt danner sig skin i toppen.

Mens cremen køler af går du i gang med bundene. Du skal bruge fire bunde og for nemhedens skyld, laver du to skåle, så du har to bunde pr. skål (seks æggehvider pr. skål). Blend bananerne og vend en blendet banan i hver portion. Hver portion deles igen i to, så der er til fire bunde.

Beklæd en springform med bagepapir (smør evt. bagepapiret med lidt smør, da bundene godt kan hænge lidt fast i papiret). Bag hver bund på 180 grader i ca. 13-15 minutter midt i ovnen.

Tilbage til den afkølede creme. Riv skallen af de to økologiske citroner og vend skallen i cremen sammen med saften fra en af citronerne (den anden kan du presse saften ud af og hælde op i en kande sammen med vand). Udblød husblassen i koldt vand, og smelt den i en lille gryde. Pisk herefter den smeltede husblas sammen med cremen. Pisk fløden til skum og vend skummet op i den kolde citroncreme.

Sæt det på køl en lille times tid, så det rigtig får lov at sætte sig. Og så er det tid til at lege og anrette kagen.

To bunde udgør hovedet og to bunde lægges oven på hverandre og skæres ud til 2 ører og en butterfly. Cremen smøres mellem bundene og som et fint lag ovenpå. Pynt med den foreslåede pynt eller alt hvad fantasien begærer.

fremgangsmåde påskekageFor en hurtigere udgave kan bananpandekager (bestående af blendede bananer, æg og evt. med lidt kokosfibre stegt i smør eller kokosolie) også bruges som bunde. Og har du andre bunde, som er mere dig, så bruger du selvfølgelig bare dem.

Rigtig god påske.

Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *