9 veje til varieret og velsmagende chiagrød
Pt. er der rigtig mange på min FB side som stiller spørgsmål til, hvordan man laver chaigrød. Af samme årsag kommer dette blogindlæg, for det er simpelthen noget af det nemmeste, du kan lave og det kan spises i et hav af variationer.
Billederne er taget i sommer for at vise dig, hvor enkelt og nemt, du kan variere smagen. Du kan sikkert næsten følge rytmen i, hvornår de forskellige bær har været modne i vores have. Jeg elsker nemlig at gå tur i haven, bare plukke løs og lave kompot af naturens skattekammer. Har der lige været et ”tomrum” i haven, ja så har jeg suppleret med frisk frugt.
Sådan:
- 1 (stor) dåse kokosmælk (jeg foretrækker den økologiske fra Santa Maria)
- 4-5 spsk. Chiafrø
Og du behøver faktisk ikke mere! 2 ingredienser – dét er da simpelt.
Om aftenen rører du kokosmælk og chiafrø sammen i en skål eller i et stort glas med låg. Sætter det i køleskabet natten over og næste morgen har de små chiafrø opsuget væsken fra kokosmælken og forvandlet sig til en lækker grød.
Du skal hverken bruge tid på at koge eller stege og du har nemt til 2-3 dage i denne portion, hvis du altså supplerer med frisk frugt eller bærkompot (begge dele kan jo smides i fryseren, så du også kan nyde gavn af de lækre sager i vinterhalvåret).
Du kan sagtens udvide opskriften og tilsætte hampfrø, hakkede nødder osv. som jeg eksempelvis har gjort i denne version med søde blåbær, men du behøver det altså ikke.
Og skulle du en dag blive ramt af sukkertrang (det sker selvfølgelig ikke for dig)!, så kan du hurtigt og nemt røre lidt kakao og sukrin gold sammen med chiagrøden eller lidt frysetørret kaffe og sukrin gold, som jeg gjorde, da vi var på ferie (billedet i midten af collagen).
Alt i alt er denne grød et super alternativ til maver, der ikke er glade for hverken mælk eller gluten. Til dig, der er er kørt fast i havregrøden og trænger til noget nyt eller bare til variation. Og til dig, der har fået nok af æg eller ommelet fra de ”tunge” kure/kostretninger.
Tilbage