EmediateAd
Sund for Sjov

5 fantastiske grunde til at holde mobilfri ferie

farloFerien er for mit vedkommende slut. 3 ugers tiltrængt sommerferie er afholdt og selvom der er mange gode ting at sige om dette års sommerferie, så er der alligevel én ting, som træder mest frem – 1 uges ferie fri for mobiltelefoner.

Hjemme hos os har vi ikke særlig mange regler omkring mobiler, tv og sociale medier. Jeg hader selv regler og vil hellere lytte til kroppen (eller aflæse stemningen i familien). Når en eller flere af os føler, at det begynder at gå skævt, så tager vi det op på et familiemøde. Alligevel har vi, når alt kommer til alt, en uskreven regel om, at vi ikke tager mobiltelefoner eller Ipads med, når vi spiser. Det hører bare ikke til, når vi skal tale sammen og tygge vores mad. Undtagelsen gælder dog, når moren skal tage et madbillede!

Før ferien var vi som familie ved at være nået til et punkt, hvor vi var begyndt at føle os afhængige. Især vores ældste på 13 år og jeg kunne mærke det. Hver morgen tog jeg mig selv i at tjekke min mobil (min søvn, min indbakke, Instagram, Facebook) og så kunne dagen først begynde. Det går sgu da ikke!

En morgen før ferien hørte jeg morgenradio, mens jeg var i fuld gang med at styrketræne. I radioen ringede lytterne ind med deres bedste ferietip og et af disse ramte plet. En mor fortalte, at de tog på ferie med én mobil for at have mere ro og nærvær. Jeg skulle ikke engang overveje det. Min mave sagde med det samme, at det var det helt rigtige. Selvfølgelig skulle vi også på ferie med en mobil. Det skulle være min mands, som er så tudsegammel, at den endnu ikke kan gå på nettet. Okay, med en teenager og en præteenager i huset krævede det en vis portion ro og begejstring at overtale familien, men det lykkedes. “Ud af 52 uger på 1 år skulle vi så ikke kunne give hinanden 1 uge med total nærvær? 1 uge, det er jo ingenting og helt ærligt, så er jeg lige så afhængig af min mobil, som I er det af jeres”. Efter et lille familiemøde var det vedtaget med en enkelt undtagelse. Vores ældste ville gerne have sin Ipad med til at tage billeder, så det fik hun lov til dog uden netværkskort.

Hvad fik vi så ud af at holde mobilfri ferie? Hvad lærte vi? Ville vi gøre det igen? Og vigtigst, er der noget, du bør overveje, hvis du selv leger med tanken om at holde mobilfri ferie?

For selvfølgelig opstod der uventede udfordringer undervejs! Svarene får du i nedenstående 5 fantastiske grunde til at holde mobilfri ferie.

GRUND NR. 1 – DU FØLER DIG HØRT. Du får familiemedlemmer som rent faktisk er i stand til at høre, hvad du siger eller beder dem om, når der er morgenmad, skal dækkes bord, hjælpes til med frokost eller vaskes op.

GRUND NR. 2 – SNAK UDEN SNERREN. Alle er mere tilstede. Vi havde ingen fraværende eller halvirriterede svar som nemt kan præge hverdagen, hvor vi kan være i gang med at tale og snappe eller svare en sms på samme tid. Selvfølgelig tog det en dag eller to med lidt uro og abstinenser, men med kort, yatzy og læsebøger faldt vi relativt hurtigt til ro.

GRUND NR. 3 – NYE VENSKABER. Der gik ikke engang et døgn, før vi kom i snak med vores naboer. Pigerne fandt hurtigt sammen med deres datter på 10 år og gik på legepladsen, mændene fik snakket og smagt på mørke øl, mens damerne fik læst bøger, drukket kaffe og trukket et enkelt englekort. Nye venskaber havde set dagens lys. Vores ældste som hjemmefra var mest bekymret for at gå glip af det sociale med vennerne derhjemme, måtte senere indrømme, at hun sikkert ikke havde været lige så social og udadvendt, hvis hun havde haft sin mobil med.

GRUND NR. 4 – VÆREN I NUET. Indrømmet … jeg havde på intet tidspunkt overvejet, at jeg ville komme til at mangle en mobil på grund af vejret eller rettere vejrudsigten. Da jeg var barn og vi var på camping, læste vi vejrudsigten i avisen. Nu tjekker vi vejret konstant og bliver sure, hvis det ikke holder stik. Så vi kunne da ikke dy os for at nasse på naboens venlighed og spørge ind til vejrprognosen, men så fik vi også en kop kaffe og en hyggelig snak ud af det.

GRUND NR. 5 – OPDAGELSER OG NYE UDFORDRINGER. Vi (læs: jeg) kunne da ikke tage til Mols Bjerge uden at skulle ud og vandre. Lynhurtigt havde jeg spottet en brochure med en vandretur på ca. 20 km, en distance som svarer til mine Gå for Sjov vandreture. Alt vi havde med på turen var hver vores rygsæk og en vandrebrochure med et kort over ruten. Da vi havde gået næsten halvvejen, mødte vi et par, som kunne fortælle os, at ruten var midlertidigt omlagt på grund af de store mængder vand. Der var nye kort på ruten, så dem skulle vi følge. Som sagt så gjort – indtil vi møder en kvinde fra det lokale område, der kan fortælle os, at det kort vi kigger på og det næste vi kommer til, vender på hovedet! Hjem kom vi, men skal vi bare sige, at det blev en tur, hvor hele følelsesregisteret blev udlevet – især for vores mindste.

mols bjergeVille vi gøre det igen? Absolut – og det svar gælder helt ærligt for både børn og voksne. Næste gang bliver det muligvis med en Ipad, som kan gå på nettet (dog afinstalleret for Apps, som vi plejer at bruge), men vi er ikke sikre. For det at mangle adgang til internettet var jo netop en af de elementer, som var med til at skabe nye kontakter og sende os ud på udfordringer, som vi ikke ville have været foruden.

Hvad siger du – er du klar på en ferie fri for mobiler og anden elektronik?

Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *