OM SUND FOR SJOV
Hvorfor hedder bloggen Sund for Sjov?
Det gør den fordi, sundhed, og livet i det hele taget, skal være sjovt. Fordi sundhed ikke er sundt, hvis du lever efter en masse regler og restriktioner. Du kan leve nok så sundt, men er du bange for mad, bange for din vægt, bange for at spise for meget eller for lidt, bange for at spise brød, bange for at få for mange kulhydrater – så kommer du til at kæmpe med sukkertrang, ”sundhedprogrammer” og elevatorvægt i al evighed. I bund og grund handler hele sukker-, stress- og vægttabsproblematikken om, at din krybdyrhjerne ikke kan skelne mellem reelle sundhedsforbud og indbildte forbud.
Er maden ”farlig” eller “forbudt”, aktiverer du ubevidst følelsen frygt, som igen aktiverer dit kamp/flugt -forsvar med alle dets usunde og fedende følgevirkninger: Forstoppelse, hovedpine, træthed, lav forbrænding, øget sukkertrang osv.
Det er en helt naturlig reaktion!
Derfor er regler, restriktioner eller flere informationer ikke vejen til et sundere liv. Du kommer ikke til at slutte fred med din mad, hvis du hele tiden søger ny information eller opsætter en masse forbud. Er du som de fleste danskere, så vi du en masse om sundhed og kost. Vi danskere er sundhedsoplyste, som aldrig før og alligevel er det de færreste af os, som følger anbefalingerne.
Mit mål som blogger, sundhedscoach og mentor er at motivere til et sundere og sjovere liv uden løftede pegefingre. Sund for Sjov er sundhed og selvindsigt. Det er metoden, som lærer dig at lytte til kroppen og forstå, hvor du spiser og handler, som du gør. Og selvfølgelig klæder dig på til at genskabe balancen og få et naturligt forhold til mad. Her på bloggen deler jeg ud af gode opskrifter, sjove remindere, nye vinkler og blide puf, som kan være med til at vække din bevidsthed i en travl hverdag. En hverdag hvor du af naturlige og instinktive årsager nemmere kommer til at spise mere impulsivt, følelsesladet og tage for mange ”dumme” valg, fordi din krop er stresset og din opmærksom er landet det forkerte sted.
Er det områder eller nicher, som du er særligt optaget af inden for sundhed?
Jeg har altid været nysgerrig på menneskets natur. Hvad motiverer os? Hvorfor får vi stress? Hvad er logikken i, at vi overspiser eller fastholder et adfærdsmønster, når vi ved, det ikke er godt for os? Hvad gør tankerne ved vores følelser og spiseadfærd? Ja, jeg er særligt optaget af sindet og sammenhængen mellem krop og sind.
Sund for Sjov Metoden udspringer min egen vægttabsrejse og en dyb interesse for hjerneforskning, neuropsykologi og kognitiv adfærdspsykologi. Jeg er dybt fascineret af, hvordan det er muligt via sindet, tankerne og sjove adfærdsstrategier at snyde eller “tæmme” vores instinkter og samarbejde med vores krop, så vi kan få det liv og den vægt, vi drømmer om – uden at kæmpe.
Hvorfor har du en blog? Hvad vil du gerne med den?
Udover at give potentielle kunder en chance for at lære mig bedre at kende, så vil jeg bidrage til hele sundhed- og vægttabsdebatten med en blog som gør op med ”tag-dig-sammen-metoden” og viser en sjovere, mere nænsom og menneskelig måde at ændre livsstil og tabe sig på.
Hvad er sundhed for dig?
Der er stor forskel på, hvordan vi hver især tolker begrebet sundhed. Nogle tolker sundhed som; ”bare-jeg-er-fri-for-sygdom”, mens andre definerer sundhed som ”størst mulig fysisk, psykisk, åndelig og social velbefindende”. For mig handler sundhed er først og fremmest om at leve et liv i glæde. Hvem siger et sundt liv skal surt, tungt, trist og fyldt med restriktioner? At vi skal pine os selv med slankekure og se ud på bestemte måder for at ”passe ind”? Ikke mig! Jeg har budt mig selv så mange slankekure, diæter og begrænsende overbevisninger, som jeg hverken gider eller tror på længere. Har du nogensinde tænkt over, hvad det er, du signalerer til dig selv, når du udsætter dig selv for disse pinefulde kampe, kure og begrænsende overbevisninger? Det svarer rent faktisk til, at du siger til dig selv, at du ikke er god nok, og det tror jeg simpelthen ikke på! Vi er alle unikke, fantastiske og værd at elske – præcis som vi er. Livet skal være sjov, inspirerende og fyldt med glæde, frihed og taknemlighed, mens vi er her, hvad er ellers meningen med det hele?